Erhvervsvenligheden i Tønder Kommune går frem

Tønder Kommune tager et stort spring frem i Dansk Industris årlige undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Kommunen går fra en placering som nummer 50 sidste år til nummer 28 i 2026.

Tønder Kommune rykker 22 pladser frem i DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed. Fremgangen glæder borgmester Jørgen Popp Petersen. Han ser resultatet som et positivt signal fra de lokale virksomheder og samtidig som motivation til at fortsætte arbejdet.

– Det er et rigtig flot resultat, som vi godt må glæde os over.

Den nye Kommunalbestyrelse har fra begyndelsen haft erhvervsvenlighed som et vigtigt fokusområde, og jeg ser fremgangen som et tegn på, at vi er på rette vej.

Men vi sigter højere.

Vi vil være en kommune, hvor virksomhederne oplever, at det er nemt at komme i kontakt med os, at vi lytter, og at vi sammen kan finde løsninger.

Derfor har vi også sat flere nye initiativer i gang, og arbejdet med at skabe endnu bedre rammer for vores erhvervsliv er godt i gang, siger borgmester Jørgen Popp Petersen.

Bedre dialog og information


Bag den samlede fremgang gemmer der sig flere positive resultater. I kategorien overordnet erhvervsvenlighed og dialog går Tønder Kommune fra nummer 58 sidste år til nummer 30 i år. Virksomhederne vurderer også kommunens formidling af vigtig information mere positivt. Her rykker Tønder fra nummer 53 til nummer 13. Den overordnede tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed stiger samtidig fra 3,47 til 3,64 på en skala fra 1 til 5.

Det er områder, der hænger godt sammen med nogle af de initiativer, kommunen har sat i gang for at styrke samarbejdet med erhvervslivet.


Et af dem er et Erhvervsserviceteam, der giver virksomhederne én indgang til Tønder Kommune. Her får virksomheden en fast kontaktperson, som hjælper med at koordinere på tværs af kommunen, når en sag involverer flere fagområder. Et andet nyt initiativ er Erhvervsstrategisk Forum, hvor virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer og kommunen mødes om den langsigtede erhvervsudvikling. Målet er blandt andet at få erhvervslivets perspektiver endnu tættere på de kommunale beslutninger.


– Vi skal kende virksomhedernes hverdag, hvis vi skal være en god samarbejdspartner. Med Erhvervsserviceteamet har vi gjort vejen ind i kommunen mere enkel, og med Erhvervsstrategisk Forum har vi skabt et sted, hvor vi kan tage de større drøftelser om, hvordan vi udvikler vores kommune sammen. Det er nye initiativer, og derfor kan vi ikke sætte lighedstegn mellem dem og årets resultat. Men de viser den retning, vi har sat, siger Jørgen Popp Petersen.

Plads til forbedringer


DI’s undersøgelse viser også, hvor virksomhederne gerne ser en fortsat indsats.

Når virksomhederne bliver spurgt om, hvad kommunen især bør prioritere for at styrke deres vækstmuligheder, ligger arbejdskraft øverst. Infrastruktur og transport er også blandt de områder, virksomhederne peger på.


Netop den del af undersøgelsen er mindst lige så interessant som placeringen, mener borgmesteren.


– En undersøgelse som denne er ikke kun interessant, når pilen peger op. Den giver os også værdifuld viden om, hvor virksomhederne oplever udfordringer. Det skal vi lytte til og bruge aktivt.

– Vi er kommet et godt stykke, men vi er ikke i mål, og ambitionen er helt klart, at Tønder Kommune skal endnu længere op, siger Jørgen Popp Petersen.