Tidligere borgmester A.P. Hansen udnævnt til æresborger i Sønderborg Kommune

Foto: Sønderborg Kommune

Sønderborg Byråd har besluttet at udnævne tidligere borgmester A.P. Hansen til æresborger i Sønderborg Kommune som anerkendelse af hans ekstraordinære indsats for erhvervsudvikling, uddannelse, kultur med mere i Sønderborg-området.

Arne Peder Hansen, kendt som A.P., har spillet en central rolle i udviklingen af en række initiativer, der fortsat præger Sønderborg Kommune i dag. Blandt andet var han en af de drivende kræfter bag etableringen af Alsion med koncertsalen og arbejdede målrettet for at styrke samarbejdet mellem kommunen, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne.

A.P. Hansen har været og er fortsat en markant fortaler for kunst og kultur. Som formand for Sønderborg Kommunes Kunstfond arbejdede han for at styrke kunstens synlighed i det offentlige rum med kunstværker som bl.a. Der Butt im Griff, Martin med fløjten og Hønekilden. Han bidrog også kraftigt til at udvikle Sønderborg som en attraktiv kultur- og bosætningskommune, og A.P. Hansen bidrager fortsat med ideer og initiativer.

92-årige A.P. Hansen var borgmester i Sønderborg Kommune fra 1998 til 2006. Han er uddannet som klejnsmed og teknikumingeniør. I 1961 oprettede han maskinfabrikken Cormall, der har specialiseret sig i anlæg til landbrug og industri. Virksomheden bor i Ragebøl og er stadig er i familiens eje.

Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over, at byrådet anerkender A.P. Hansens betydning for Sønderborgs udvikling:

– A.P. Hansen har sat et varigt aftryk i Sønderborg Kommune. Han har været med til at lægge fundamentet for den samarbejdskultur, som kendetegner Sønderborg-området i dag. Hans evne til at skabe partnerskaber mellem kommune, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner har haft afgørende betydning for udviklingen af blandt andet Alsion og Byens Havn, siger borgmester Erik Lauritzen.  

Med udnævnelsen ønsker Sønderborg Kommune at anerkende A.P. Hansens visionære lederskab, lokale engagement og mangeårige bidrag til at styrke Sønderborgs position som uddannelsesby, erhvervskommune, kulturkommune og foregangskommune inden for bæredygtighed og innovation.

Første viceborgmester, Jimmy Simonsen, fremhæver også A.P. Hansens evne til at tænke langsigtet:

– A.P. Hansens engagement har været til gavn for hele kommunen. Han har haft visionen og viljen til at samle mennesker, virksomheder og institutioner om fælles mål, og mange af de styrkepositioner, som vi er stolte af i dag, kan føres tilbage til hans indsats. Derfor er det både naturligt og velfortjent, at han nu udnævnes til æresborger, siger Jimmy Simonsen.

Fakta:

Sønderborg Byråd har besluttet at udnævne A.P. Hansen til æresborger som anerkendelse af hans ekstraordinære indsats for kommunens udvikling.

Han var blandt de centrale drivkræfter bag etableringen af Alsion og Byens Havn.

Han var formand for Sønderborg Kommunes Kunstfond fra 2007 til 2017.

A.P. Hansen var borgmester i Sønderborg Kommune fra 1998 til 2006.