Aabenraa Erhvervsforening sætter fokus på den gode service i hele kommunen med ny pris – Du kan indstille din kandidat her…

Johanna Therkelsen Schultz fra Business Aabenraa er på vegne af Aabenraa Erhvervsforening i disse dage på tur i kommunens butikker og spisesteder for at dele flyers ud. Via QR-koden på flyeren kan kunder nemt indstille en medarbejder, der fortjener titlen som Årets Servicemedarbejder 2026. Pressefoto

Hvem giver altid lidt ekstra, når kunderne træder ind ad døren?

For første gang kårer Aabenraa Erhvervsforening Årets Servicemedarbejder.

Det venlige smil.

Den ekstra hjælp.

Eller medarbejderen, der husker kunden og tager sig tid til at gøre lidt mere, end man forventer.


God service kan være afgørende for den oplevelse, kunderne tager med sig hjem – og for lysten til at komme igen. Derfor lancerer Aabenraa Erhvervsforening nu en helt ny pris, der skal hylde de medarbejdere, som hver dag er med til at skabe gode kundeoplevelser igennem god service.


Der uddeles i alt fem priser til servicemedarbejdere i detail- og restaurationsbranchen på tværs af Aabenraa kommune: Én i hver af de fire handelsbyer – Aabenraa, Rødekro, Padborg og Tinglev – og én blandt medarbejdere i kommunens øvrige lokalområder.
– Med prisen ønsker vi at anerkende de medarbejdere i detail- og restaurationsbranchen, som hver dag gør en forskel gennem nærvær, engagement og god service.

Samtidig sætter vi fokus på den betydning, den gode kundeoplevelse har for et stærkt handels- og oplevelsesliv, siger John Christensen, bestyrelsesformand i Aabenraa Erhvervsforening.


Alle kan indstille

Det er ikke kun arbejdsgiveren, der kan pege på en kandidat. Alle kan indstille en medarbejder – hvad enten man er kunde, kollega, leder, ven eller familiemedlem.
For at komme i betragtning skal medarbejderen arbejde i en butik eller på et spisested i Aabenraa kommune. Derudover lægges der vægt på, at medarbejderen er kendt for at skabe god stemning og gode oplevelser for kunderne – og bidrager positivt både foran og bag disken.


Sådan indstiller man


Indstillingsperioden løber fra den 20. august til den 4. september 2026.


Man kan indstille sin kandidat digitalt via Aabenraa Erhvervsforenings indstillingsformular på aabenraaerhvervsforening.dk.
Indstil en kandidat til Årets Servicemedarbejder 2026

KLIK HER FOR AT INDSTILLE DIN KANDIDAT


For at gøre det nemt at indstille bliver der desuden delt flyers med QR-kode ud til butikker og spisesteder. Her kan kunder, kolleger og andre scanne koden med deres telefon og gå direkte til indstillingen.


Når indstillingsperioden er slut, udvælges vinderne af Årets Servicemedarbejder 2026 af repræsentanter fra kommunens lokale handelsforeninger i samarbejde med Business Aabenraa.