Sønderborg Kommune genindfører en frivillig indmeldelsesordning, hvor borgere kan gøre kommunen opmærksom på bygninger, der kan være relevante for nedrivning.
Sønderborg Kommune har siden 2014 arbejdet målrettet med at nedrive faldefærdige og sundhedsskadelige ejendomme. Arbejdet sker på baggrund af en faglig vurdering, hvor bygninger prioriteres efter deres tilstand, restværdi, sikkerhedsrisici og påvirkning af bybilledet.
Den frivillige indmeldelsesordning har tidligere været anvendt i kommunen, og erfaringerne viser, at borgernes lokalkendskab er et værdifuldt supplement til kommunens egen kortlægning af ejendomme med behov for nedrivning. På baggrund af en politisk beslutning i Udvalget for Byudvikling, Landdistrikter og Infrastruktur genindføres ordningen nu.
Indmeldinger fra borgere vil indgå som et supplement til forvaltningens arbejde, men medfører ikke i sig selv ret til nedrivning eller økonomisk støtte. Alle ejendomme vurderes efter de samme faglige kriterier og indgår, hvis det er relevant, i kommunens eksisterende prioriteringsliste over nedrivningsværdige bygninger.
Ordningen giver også ejere af faldefærdige ejendomme mulighed for selv at henvende sig til kommunen med henblik på frivillig nedrivning. Der kan i visse tilfælde ydes økonomisk støtte fra kommune og stat, hvis ejendommen opfylder de gældende kriterier. Blandt andet skal bygningen være ubeboet, uden væsentlig bygningsmæssig eller økonomisk værdi, og ejeren skal selv ønske nedrivningen.
Nedrivning af faldefærdige bygninger understøtter Sønderborg Byråds mål om grøn omstilling, bæredygtig udvikling og attraktive lokalsamfund. Samtidig sikrer kommuneplanen og bevaringspolitikken, at der tages hensyn til kulturarv og lokale miljøer i forbindelse med nedrivninger.
Fakta om ordningen
- Borgere kan indmelde faldefærdige eller skæmmende ejendomme til kommunen.
- Indmeldingerne fungerer som et supplement til kommunens faglige vurdering. De indmeldte ejendomme prioriteres ud fra faste kriterier og indpasses i den eksisterende liste over nedrivningsværdige ejendomme.
- Tilskud til dokumenterede nedrivningsomkostninger kan ydes med udgangspunkt i en konkret forhandling med ejeren.
- Bevaringsværdige og fredede bygninger kan ikke modtage tilskud.
- Ejendomme kan indmeldes til Sønderborg Kommune via e-mail: byg@sonderborg.dk
Se mere her: https://sonderborgkommune.dk/indmeld-faldefaerdig-bygning
