Sønderborg/Aabenraa: Seniorstyrken vil lære yderligere erfarne sønderjyder at kende – Har du lyst til at gøre en forskel på en lokal arbejdsplads?

Ken Paulsen er chefkonsulent i Seniorstyrken med ansvar for at opbygge virksomhedens aktiviteter i Sønderjylland. Fra kontoret i Sønderborg matcher han lokale virksomheder med erfarne seniorer til fleksible opgaver (Foto: Seniorstyrken)

Med lokalt kontor i Sønderborg vil chefkonsulent Ken Paulsen opbygge en stærk lokal base af seniorer, som fortsat har lyst til at bruge deres erfaring. Målet er ikke 50 konkrete job her og nu, men at kende de rette mennesker, når virksomhederne får brug for dem.

– Der findes masser af erfaring i Sønderjylland, som fortsat kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Det er udgangspunktet for Seniorstyrkens lokale indsats, som ledes af Ken Paulsen. Han tiltrådte den 1. juni 2026 som chefkonsulent med ansvar for at opbygge Seniorstyrkens aktiviteter i Sønderjylland med udgangspunkt i Sønderborg og Aabenraa.

Fra det lokale kontor på Ellegårdvej i Sønderborg besøger han virksomheder, afdækker deres konkrete behov og finder seniorer, der passer både fagligt og personligt til opgaven.

– I mine samtaler med lokale virksomheder møder jeg igen og igen behov, som ikke nødvendigvis kræver en medarbejder 37 timer om ugen. Det kan være en erfaren bogholder, chauffør, handyman, lagermedarbejder eller administrativ profil helt ned til tre timer om ugen eller i en periode, hvor der er ekstra travlt, siger Ken Paulsen.

Erfaring – ikke bare CV’er

For at kunne følge med virksomhedernes forskellige behov vil Seniorstyrken i løbet af de kommende seks til otte uger gerne lære omkring 50 flere seniorer fra Sønderjylland at kende.

Der søges seniorer med erfaring inden for blandt andet:

  • Kontor og administration
  • Bogholderi og økonomi
  • Lager, logistik og produktion
  • Chaufførarbejde
  • Håndværk og tekniske opgaver
  • Ejendomsservice og praktisk vedligeholdelse
  • Køkken, service og kundekontakt

– Vi står ikke med 50 konkrete job, som skal besættes i morgen. Målet er at lære menneskene bag erfaringen at kende, så vi kan kontakte den rette, når en virksomhed henvender sig med en passende opgave. Bag ethvert CV er der et menneske, og det er mennesket, vi skal lære at kende, fortæller Ken Paulsen.

Seniorstyrken søger primært pensionister, som har lyst til fortsat at bruge deres faglighed, holde sig aktive og være en del af et arbejdsfællesskab – men på fleksible vilkår og med timer efter aftale.

Personlig matching og lokalkendskab

Seniorstyrken er mere end en digital platform. Modellen bygger på personlig kontakt, lokalkendskab og tæt dialog med både virksomheden og senioren.

Når en virksomhed henvender sig, besøger en konsulent virksomheden for at få indsigt i opgaven, arbejdspladsen og den ønskede profil. Når en mulig kandidat er fundet, bliver vedkommende præsenteret for virksomheden sammen med Seniorstyrkens konsulent.

– Det vigtigste er ikke bare at sende et CV. Det handler om at finde et menneske, der passer til både opgaven og virksomheden. Derfor er jeg tæt på begge parter gennem hele forløbet, forklarer Ken Paulsen.

Seniorer, der ønsker at høre mere om mulighederne, og virksomheder med en konkret opgave, er velkomne til at kontakte Seniorstyrken via www.seniorstyrken.dk.