– I Haderslev Erhvervsråd glæder vi os over, at ukrainske Fire Point har valgt at etablere sig med produktion af raketbrændstof i Vojens – og ikke mindst over de mange, nye arbejdspladser og de positive effekter, det vil medføre for erhvervslivet i Haderslev Kommune.
– Der er selvfølgelig skår i glæden, fordi baggrunden er både trist og gravalvorlig med krig i Ukraine og et stærkt ændret trusselsbillede i verden. Men i Haderslev Kommune er vi vant til at have forsvaret som både bagtæppe og samarbejdspartner, lige som vi er vant til at kunne mærke på forsvarets aktivitets- og sikkerhedsniveau, når verdens usikkerhed rykker tættere på, så vores arbejdsstyrke og vores virksomheder er godt rustet. Og derfor ser vi meget positivt på, at det er lykkedes at tiltrække så betydelig en virksomhed til kommunen. Det viser med al tydelighed, at Haderslev Kommune er en stærk forsvarskommune, som også kan tilbyde de rigtige kompetencer inden for industri og produktion, siger bestyrelsesformand Hans-Jørgen Skovby Jørgensen
– Vi vil i Haderslev Erhvervsråd i den kommende tid arbejde benhårdt på at hjælpe lokale virksomheder med at gribe de mange muligheder, som etableringen af ukrainske Fire Points nye fabrik i Vojens fører med sig. Det er en stor opgave at sikre, at en sådan virksomhed lander godt i lokalsamfundet, og at der bliver et tæt samarbejde med kommunen omkring dette.
– Dette viser, at kommunens vækst- og udviklingsstrategi nu bærer frugt i forhold til den store indsats, som både kommunen, Erhvervshuset og vi gør for, at forsvaret skal blive en afgørende vækstmotor for erhvervslivet. Og det glæder mig utroligt meget, at de arbejdspladser, som nu skabes, kommer til at ligge vest for motorvejen i en stolt industriby som Vojens. Det vil skabe vækst og bidrage til at trække endnu flere virksomheder til den vestlige del af kommunen, siger bestyrelsesformand Hans-Jørgen Skovby Jørgensen.
– Generelt forventer vi, at etableringen af Fire Point i Vojens vil have en stor effekt i hele kommunen. En effekt, som ifølge direktør Ditte Skjoldemose skal udnyttes fuldt ud:
– En så betydelig vækst i antallet af arbejdspladser vil smitte af på både bosætningen, detailhandlen og antallet af uddannelsespladser og dermed de generelle muligheder for at skabe velfærd til kommunens borgere. Samtidig vil det også kaste rigtig gode muligheder af sig for leverandører lokalt, og de muligheder vil vi i den kommende tid arbejde benhårdt på at hjælpe virksomhederne med at gribe, så vi sammen kan skubbe endnu hårdere på den positive udvikling.
