Museum Sønderjylland har netop indgået en årsaftale med Beredskab Sønderborg og Brand & Redning Sønderjylland. Aftalen giver gratis entre til alle brandfolk og beredskabsfrivillige til Museum Sønderjyllands ti besøgssteder i et år. Aftalen gælder også besøg i Dybbøl Mølle.
Det er en stolt tradition i Sønderjylland at melde sig til et frivillig brandværn. Traditionen rækker tilbage til tiden efter 1864, hvor Sønderjylland var under tysk styre. I 1914 var der frivillige brandværk i stort set alle byer og landsbyer i Sønderjylland.
Aftalen handler om at hylde den sønderjyske tradition og det frivillige arbejde, men den handler også om at beskytte den sønderjyske kulturarv, siger museumsdirektør Axel Johnsen:
”I disse år har vi stort fokus på, hvordan vi beskytter vores museer imod katastrofer i form af oversvømmelse, brand og strømsvigt. Vi arbejder i forvejen tæt sammen med beredskabet, men med aftalen giver vi alle brandfolkene og beredskabsfrivillige mulighed for at lære vores museer bedre at kende. Vi håber, at det bliver en god oplevelse for dem og deres familier,” siger Axel Johnsen.
Sidst Museum Sønderjylland oplevede værdien af det tætte samarbejde med beredskabet, var under stormfloden den 20. oktober 2023, hvor flere museer var i fare for at blive oversvømmet.
”Jeg synes, det er en flot gestus, at Museum Sønderjylland på den måde anerkender vores arbejde og de frivilliges indsats og engagement.”Beredskabsdirektør Holger Rostgaard Andersen – Brand & Redning Sønderjylland.
”Jeg ved, at de frivillige og beredskaberne i hele Danmark, i den grad værdsætter at blive anerkendt for den store samfundsvigtige opgave, de løfter for borgerne i lokalsamfundene”. Beredskabschef Allan Dalager Clausen – Beredskab Sønderborg
Den dag i dag er der cirka 1400 kvinder og mænd, som rykker ud i landsdelen, når ulykken sker. Både de frivillige og de lønnede medarbejdere i brandværnene får gratis adgang for sig selv, yderligere en voksen og eventuelle børn.
Aftalen træder i kraft nu og gælder frem til 30. april 2026.
