Ærø har flest stormskader i Region Syddanmark i 2023

Ærø har været hårdt ramt af storm i 2023, og indtager en kedelig førsteplads i region Syddanmark målt i antal anmeldte stormskader pr 1000 indbyggere, viser en ny opgørelse fra F&P - forsikrings- og pensionsbranchen. Nu står efterårsstormene for døren, så boligejere bør sørge for god forberedelse, lyder det fra Forsikringsoplysningen.

Ærø er den kommune i region Syddanmark, hvor der blev anmeldt flest stormskader til forsikringsselskaberne i 2023.

I hvert fald, når man måler det i antal skader pr 1000 indbyggere.

Det viser en ny opgørelse fra F&P – forsikrings- og pensionsselskaberne.

På Ærø blev der i alt anmeldt 29 stormskader pr 1000 indbyggere – og det er næsten tre gange så mange skader, som der blev anmeldt i regionen som helhed – nemlig 10 skader pr 1000 indbyggere.

– Det sydfynske øhav blev rigtig hårdt ramt af den stormflod, der ramte i oktober 2023 – og det gælder også Ærø. Selv om alle husker stormfloden for de voldsomme oversvømmelser, så var den også skyld i rigtig mange stormskader, siger Anne Garde Slothuus, forsikringsekspert, Forsikringsoplysningen.

Umiddelbart efter Ærø følger Langeland Kommune med 26 anmeldte skader pr 1000 indbyggere, mens tredjepladsen på det kedelige sejrspodie optages af Fanø i vest med 24 skader pr 1000 indbyggere.

– Danskerne ser ind i en fremtid med vildere vejr – og det gælder også stormene, der bliver kraftigere. Nu er vi på vej ind i efterårssæsonen, der traditionelt giver både storm og regn, så det gælder om at forberede sig, siger Anne Garde Slothuus.

Region Syddanmark ligger med 10 anmeldte stormskader pr 1000 indbyggere, eller i alt 12.439 skader, nummer to i regionernes top fem over anmeldte stormskader. Nordjylland tager den kedelige førsteplads med 12 anmeldte skader pr 1000 indbyggere.

Og her på kanten af efteråret kommer Forsikringsoplysningen nu med gode råd til, hvordan man som boligejer skal sikre sig mod stormen.

– Som udgangspunkt dækker dit forsikringsselskab, hvis uheldet er ude – men det allerbedste er jo, hvis skaden slet ikke sker. Derfor anbefaler vi at forebygge i god tid, inden stormene rammer her til efteråret, siger Anne Garde Slothuus.

I alt blev der anmeldt 53.399 stormskader i 2023.

Kilde: Forsikring & Pension