I Tønder går de SAMMEN: – Det bliver den nye verden

Godt 150 deltog i mødet omkring projektet SAMMEN, der skal få endnu mere liv i gågaden i Tønder. Fotos: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Efter en del hemmelighedskræmmeri blev projektet SAMMEN vist frem i Tønder forleden aften. Godt 150 fra erhvervsliv, politik, turisme og andre deltog i informationsmødet, der foregik i butikslokalet på adressen Vestergade 4 på gågaden.


Og deltagerne fik et boost, der skal være med til at sørge for, at Tønder by bliver det sted hvor man med mødet søsatte det skib, der, kort sagt, skal sørge for endnu mere liv i midtbyen og dermed slut med tomme butikslokaler.. . 

– Butikkerne kan ikke trække det alene, lød det fra Frank Hoffmann, der er formand for Tønder Handelsstandsforening. 

– Vi skal have alle involveret hvis vi skal have nyt liv, tilflyttere, nye iværksættere, nye der har lyst til at åbne en butik i Tønder og vi skal alle være med til at hjælpe: Kommunen – butikkerne – spisestederne – turismen – bosætningsafdelingen – politikerne – bankerne – skolerne – museerne – kunstnerne – foreningerne – borgerne, og så også det store potentiale af frivillige, der brænder for at gøre en indsats for Tønder, hvis det skal lykkes og få succes med.   

– Visionsgruppen, der har startet projektet op består af erfarne folk fra bl.a handel, turisme, design, håndværk og erhverv, har arbejdet på sagen igennem en længere periode. 

Deltagerne fik et kig ind i et forslag til en butiksindretning på gågaden i Tønder. Fotos: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

Et kig ind i den kommende nye fremtid

Arbejdstitlen på den proces, der blev startet onsdag aften i Vestergade, er ganske enkel: SAMMEN

Det er bl.a en vision om at det nye også skal være en del af det brugte. Trenden i dag ligger rigtig meget på genbrug. Og det skal Tønder komme til at ose af. Og det skal være et af de “redskaber”, der skal trække både den nye generation af butikker til byen, og øge antallet af butikker og dermed lukke effektivt af for tomme butikker. 

Egentlig ganske logisk.

Men måske første gang, tankerne og ideerne går på at involvere hele byen i projektet, der på den måde bliver fælles eje. 

At tage ejerskab.


Omskrevet til en stor sejlbåd som ingen kan sejle alene, men som med de rigtige ombord får fart på skibet, og man kommer frem til målet.

Projektet SAMMEN kommer til at forløbe over 3 år og den totale investering estimeres til et par millioner. 

Deltagerne på mødet fik et kig ind i en “fremtidsbutik”, der ligger på gågaden, er stillet til rådighed af ejeren og snart åbner. Her er der brugt utraditionel indretning, enkel, rå og i tidens tegn.     

Der blev uden tvivl givet deltagerne en masse stof til eftertanke med hjem. 

Arbejdet starter først nu og Visionsgruppen har taget arbejdstøjet på, og skulle du, kære læser, have fattet interesse for at åbne din idé i Tønder, så start med at kigge indenfor i Vestergade 4 og måske få inspiration til din butik og meget mere.

@sydnytdk

I TØNDER GÅR DE SAMMEN – Projektet SAMMEN skal skabe endnu mere liv i gågaden – Læs hele artiklen på www.sydnyt.dk – GRATIS nyheder og information fra HELE Sønderjylland på din mobil. #sammen #tønder #tøndermarked #erikegvadpetersen #sydnytdk

♬ original sound – www.sydnyt.dk

Der var ikke plads til alle i lokalet indenfor – men samtidig så spændende, at der blev lyttet gennem de åbne vinduer. Fotos: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

Citat: 

I en særlig initiativgruppe på tværs af daglige interesser og opgaver, er vi rykket SAMMEN, og har med vores store kærlighed til Tønder i baghovedet arbejdet på en ide, der skal gøre en positiv forskel og give byens besøgende ny reason-to-come. Under initiativet SAMMEN vil vi forvandle de tomme butikslokaler i gågaden til en ny, levende bydel, som vi kalder TØNDER MARKED. 

TØNDER MARKED skal være en katalysator for positiv udvikling, tiltrækning og liv i de butikker, der står øde hen. 

TØNDER MARKED bliver et fascinerende latinerkvarter, der forfører dine sanser. Her vil du opleve en blanding af indtryk, farver, lyde og dufte i en autentisk atmosfære, der omfavner den rige mangfoldighed af vores besøgende. 

Ved at genanvende byens smukke – men ubenyttede – bygninger i gågaden, vil vi skabe en pulserende smeltedigel af kreativitet, spontanitet og kunstnerisk miljø. Vi vil forankre og forvandle byen med innovative butiksideer, som tidligere kun er set i storbyernes urbane miljøer.

Tønder har allerede charmen. 

Nostalgien. 

Hyggen. 

– Nu tilføjer vi et nyt element til byen ved at rammesætte et spændende handelsmiljø, der omfavner vintage, secondhand, genbrug, bæredygtighed, kunst, kultur, håndværk, beværtninger og specialforretninger, og gør det til en samlet og unik oplevelse, som ikke kun vil tiltrække flere besøgende, men også sikre, at de besøgende vender tilbage igen og igen. TØNDER MARKED vil sprudle af energi og optimisme og blive et område, som andre byer vil se på med lige dele beundring og inspiration. TØNDER MARKED bliver svært at efterligne – og umulig at overføre til en simpel webshop. SAMMEN skaber vi TØNDER MARKED. 

Citat slut. 

Se mere om projektet her