Næste år kan vi igen opleve Løgumkloster Middelaldermarked

Middelaldermarkedet i Løgumkloster blev et brag af den flot oplevelse fredag og lørdag. Fotos/video: Bent Schulz/Marskfotografen


– Løgumkloster Middelaldermarked vender tilbage igen i 2025. lyder det fra arrangørerne.

Det blev afholdt i 2023 med stor succes.

Efter et vellykket pilotprojekt i forbindelse med byens 850-års jubilæum i 2023, har arrangørerne planlagt næste markedet til den 12.-13. september 2025 og forventer dermed at sikre en endnu mere autentisk og oplysende oplevelse for alle besøgende.


Markedet, der afholdes ved Løgumkloster Kirke, vil dykke ned i perioden fra 1173, hvor cistercienser-munke først grundlagde klosteret Locus Dei, der varede frem til 1536 og så blev nedlagt som følge af reformationen.

– I modsætning til mange andre middelaldermarkeder, der fokuserer på adelen og ridderstanden, ønsker vi at belyse klosterlivet og dets fundamentale rolle i samfundsopbygningen, udtaler den nyligt tilknyttede
projektleder, som er ansvarlig for at lægge grundlaget for dette ambitiøse projekt.

– At det er netop denne tematik markedet tager udgangspunkt i, skyldes hele Løgumklosters eksistens og historie bygger på tilstedeværelsen af netop klosteret.
Med temaet “Kirke- og klosterliv og hvordan et samfund bygges op omkring et kloster” sigter Løgumkloster Middelaldermarked mod at skabe et levende og autentisk læringsmiljø. Besøgende vil kunne opleve middelalderen gennem en række indlæg og foredrag, interaktive formidlere på stedet, underholdning og andet, der tilsammen giver et dybdegående indblik i både det almindelige liv og klosterlivet i middelalderen.

– Vi går ind til denne begivenhed med en vision om at skabe en historisk festival, der ikke kun underholder, men også uddanner og inspirerer vores gæster, fortæller projektlederen.

– Vores mål er at præsentere middelalderen på en måde, som den sjældent er set før i Danmark og specielt Sønderjylland, og vi er sikre på, at alle, der deltager, vil gå derfra med en større forståelse for denne fascinerende periode i vores historie.
Arrangementet, der forløber over to dage, forventes at blive en oplevelse for historieentusiaster, familier og alle, der er interesseret i Danmarks rige kulturarv. Med sit fokus på autenticitet og uddannelse, er Løgumkloster Middelaldermarked klar til at sætte en ny standard for historiske markeder.

Kilde: Løgumkloster Middelaldermarked