Politiet uddeler bøder på stribe ved butiksområde i udkanten af Tønder

Det er ude ved Harald-Nyborg, THansen, BurgerKing og MacDonalds, der vanker bøder og klip når man kører ud mod ensretningen. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Trafikanter kører mod ensretning ved nyt butiksområde, der ligger i udkanten af Tønder

De seneste fire uger har Syd- og Sønderjyllands Politi uddelt mindst 16 bøder og klip i kørekort for at køre mod ensretningen ved et butikscenter i Tønder. 

Et nyt butikscenter ved rundkørslen Nordre Landevej/Østre Omfartsvej har bevirket, at trafikken i erhvervsområdet er blevet lagt om. Hvor man tidligere kunne køre både ind i og ud af området mellem to burgerrestauranter i området, så er denne adgangsvej nu indsnævret og ensrettet, så trafikken kun kan køre ind. Udkørsel skal ske i den vestlige ende af området.

En del trafikanter vælger på trods af ensretningen fortsat at køre ud fra området mellem de to restauranter. Syd- og Sønderjyllands Politi er opmærksom på dette og har fokus på det af hensyn til trafiksikkerheden, så politiets patruljer jævnligt lægger vejen forbi og har foreløbig skrevet mindst 16 bøder. Det koster et klip i kørekortet og en bøde 2000 kroner plus 500 kroner til Offerfonden at køre mod en ensretning.


”Vi samarbejder med kommunen om trafikforholdene og håber, at borgerne hurtigt retter ind efter de nye regler. Vi vil meget gerne undgå den ulovlige kørsel, der kan ende med ulykker, så vi vil fortsat have stort fokus på stedet”, siger politikommissær Jeppe Andsager, der er leder af politiet i Tønder.

Der er sat skilte op i området med både ensretning, ind- og udkørsel forbudt, ligesom der er afmærkninger på vejbanen.

De seneste fire uger har Syd- og Sønderjyllands Politi uddelt mindst 16 bøder og klip i kørekort for at køre mod ensretningen ved et butikscenter i Tønder. Pressefoto – Syd- og Sønderjyllands Politi

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi