EUC Syd hylder elever med pris – Tønder: – Jacob er fagligt en superdygtig og hjælpsom elev

Niels-Aage - EUC Syd Sønderborg. Pressefoto

EUC Syd uddeler hvert år EUC Syd Prisen til elever, som har udvist særlig faglig stolthed inden for deres fag. I løbet af efteråret har lærerne haft tid til at indstille en elev eller et hold – og nu er vinderne fundet på skolens fem adresser.

Traditionen tro bliver EUC Syd Prisen uddelt til individuelle elever eller grupper på EUC Syd, som udviser kreativitet, seriøsitet og faglig stolthed i forbindelse med et projekt eller værk.

Den faglig stolthed er omdrejningspunktet for prisen, og derfor fejrer EUC Syd de elever, der viser interesse og nysgerrighed i deres arbejde, der udvikler deres egenskaber og i sandhed viser, hvad man kan opnå, når man både bruger hoved og hænder. Og det fejres på EUC Syds fem adresser.

Baseret på disse kriterier har skolens faglærere kunnet indstille deres elever eller grupper til EUC Syd Prisen. I år er prisen gået til fire elever: Jacob Jensen, Emil Glasdam A Andersen, Daniel Falk og Niels-Åge Schultz, og en gruppe på to: Thomas Harley Holm og Per Brodersen.

Vinderne fik overrakt EUC Syd Prisen af afdelingscheferne på de forskellige adresser sammen med et diplom og en biograftur for to personer.

Thomas og Per, Stegholt, Aabenraa

Gruppen er indstillet af deres faglærer Claus Christensen på baggrund af et projekt om opbygning af vægkonstruktion. Han beskriver Thomas og Per som elever med fokus på kvalitet og bæredygtighed:

”Eleverne sætter sig godt ind i det faglige indhold, hvor kun de bedste løsninger vælges. Ligeledes har de et højt ambitionsniveau.”

Jacob, Tønder

I Tønder er Jacob valgt, da hans egenskaber og faglige stolthed er i top, hvilket også ledte til en svendeprøve med topkarakter.

”Han blev også valgt af skuemesterne til at være den elev, der har lavet det bedste svendestykke på holdet,” bliver der skrevet i indstilling. ”Jacob er fagligt en superdygtig og hjælpsom elev. Han har bl.a. repareret vores valse på H2, som vi havde haft stående i 10 år.”

Emil, Haderslev

Emil har i Haderslev imponeret med sit gå-på-mod og den gode attitude. ”Han er faglig dygtig og altid motiveret. Selvom det er fag, der ikke er i hans interesseområde, går han til opgaverne med god energi.

Han er en god kammerat og holder altid en god tone overfor undervisere og kammerater.”

Daniel, Lundsbjerg, Aabenraa

Flemming Jensen, Daniels faglærer, beskriver i sin indstilling, at: ”fagligt er Daniel meget dygtig, både teoretisk og praktisk, hvor han udfører sit arbejde med et godt overblik og smidighed.

Daniel er en rar elev i klassen, som gerne går i dialog med andre elever, på en god og positiv måde og hjælper hvor der er behov, man går aldrig forgæves.”

Niels-Åge, Sønderborg

I Sønderborg har faglærer Mohamad Mosleh sendt indstillingen ind for Niels-Åge, som er datatekniker med speciale i programmering.

”Niels har været en af de bedste programmører i de sidste 5 år. Endda en af de bedste elever i SOP. 5 års hårdt arbejde, loyalitet, dedikation og professionalitet har endt i 12-tal til svendeprøve.”

EUC Syd Prisen

EUC Syd Prisen kan gå til alle elever på EUC Syd. Prisen er til for at fejre de elever, som lægger en særlig indsats i deres arbejde med uddannelsen. I de sidste syv år har EUC Syd kunne vise, hvor stolt skolen er over at have sådanne elever, ved at give en lille ting, men med stor betydning.

Der bliver uddelt en EUC Syd Pris i hver af vores fire byer, og det er underviserne, der har kunnet udfylde en indstilling af elever, hvorefter en gruppe medarbejdere har vurderet de indkomne nomineringer og udvalgt vinderne.

Kilde: EUC Syd