Millionbeløb på vej til landdistrikterne – Arrild Idrætsforening fik støtte til udendørs fitness

Arkivfoto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Tilsammen modtager 36 ansøgere på tværs af landet ca. 14,3 mio. kr. i støtte til projekter, der har til hensigt at skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne.

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen:

”Landdistriktspuljen er et vigtigt instrument i regeringens fortsatte mål om at styrke sammenhængskraften i Danmark. Det glæder mig derfor, at Landdistriktspuljen kan støtte nogle af de mange gode kræfter, der skaber initiativer i vores landdistrikter, og som hver dag knokler for at sikre udvikling og styrke de lokale fællesskaber. Det er mig en stor fornøjelse at løfte sløret for resultaterne fra Landdistriktspuljens første ansøgningsrunde.”

Landdistriktspuljen yder bl.a tilskud til projekter i områder med landvindmøller

Det overordnede formål med støtten til projekter i områder med landvindmøller er at støtte almennyttige, rekreative, sociale og kulturelle projekter, der fremmer oplevelser i nærområdet, styrker den lokale sammenhængskraft eller kompenserer for gener fra landvindmøller.

Med Klimaaftale mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet for energi og industri mv. af 22. juni 2020, blev det besluttet, at der tilføres ekstra midler til Landdistriktspuljen i 2021-2024, til projekter, som har til formål at kompensere de lokalsamfund, som har mange landvindmøller i nærområdet.

I Arrild fik de støtte til Outdor Fitness

Arrild Idrætsforening ønsker at aktivere befolkningen til øget motion, især seniorer og motionsuvante borgere. Der gives støtte til at opføre et udendørs fitnessområde med ni træningsmaskiner på fritidsgrunden foran Arrild Svømmehal.

Se hvilke projekter, der fik støtte.

Kilde: Liv & Land