41 ansøgere fra hele landet har fået positivt svar på deres ansøgninger om støtte fra Landdistriktspuljen.
Tilsammen modtager 41 projekter på tværs af landet ca. 11,2 mio. kr. i støtte til projekter, der har til hensigt at skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne og til lokale initiativer på de danske småøer.
Det drejer sig blandt andet om at skabe flere oplevelser for turister i naturen, omdanne tomme bygninger til attraktive lejeboliger og igangsætte flere aktiviteter til unge.
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek:
”Landdistriktspuljen spiller en vigtig rolle i arbejdet med at skabe gode muligheder for at leve et godt liv overalt i Danmark, uanset om man bor i en landsby, et landdistrikt eller på én af de danske småøer. Derfor glæder det mig, at vi med Landdistriktspuljen igen kan støtte en række gode projekter, som fokuserer på landdistriktsudvikling og levevilkår på øerne, hvilket er et godt supplement til regeringens arbejde med at styrke rammevilkårene i landdistrikterne og på de danske småøer.”
Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen Finn Jorsal:
”Udvalget bemærker i denne ansøgningsrunde, at der er en stigning i antallet af ansøgninger til kulturelle projekter. Udvalget mener, at disse projekter vil have en positiv indvirkning på landdistrikterne. Samtidig hæfter udvalget sig ved, at der er stor drivkraft på småøerne, som viser sig ved mange kvalificerede ansøgninger. Udvalget håber og tror på, at denne drivkraft kan inspirere flere til at indsende gode og kvalificerede ansøgninger til Landdistriktspuljens fremtidige ansøgningsrunder.”
Landdistriktspuljen havde den 22. september 2021 frist for ansøgninger om støtte til forsøgsprojekter, projekter på de små øer og projekter rettet mod lokale frivillige aktører i landdistrikterne. Bolig- og Planstyrelsen modtog i alt 101 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 31,5 mio. kr.
Disse projekter bliver støttet i Tønder Kommune:
Vores Marsk = kr. 464.250
Projektets overordnede formål er at gøre Vores Marsk til et nationalt kendt brand som står
for kvalitetsfødevarer og naturoplevelser langs vadehavet, og dermed være med til at øge
muligheden for jobskabelse og bosætning i området. Der gives støtte til ansættelse en
projektkoordinator til udvikling af en branding-og eventstrategi, samt implementering af
brandingen i det nuværende fødevareudviklingshus. Andre aktiviteter består af: udarbejdelse
af en samlet fortælling om området ift. fødevare og madkultur; udarbejdelse af
“tiltrækningsmateriale” til brug på nationale fødevareevents og messer; afvikling af 1:1-
rådgivningsforløb; og afholdelse af to nationale fødevarefestivaler, flere lokale events samt
deltagelse ved nationale fødevareevents og messer.
Højer Handels- og Håndværkerstands Forening = kr. 579.813
Kunst og Kunsthåndværk som udviklingskatalysator i
Tøndermarsken.
Projektet har til formål at tiltrække nye kunstnere og kunsthåndværkere til Tøndermarsken.
Der gives støtte til ansættelse af en projektkoordinator, som skal være tovholder på
kommunikation, events og samarbejde med det øvrige erhverv.
Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet
