500 nye boliger på vej: Sønderborg Kommune sætter fokus på byudviklingen mellem Vollerup og Hørup

Foto: Sønderborg Kommune

Hundredvis af boliger er skudt op i Vollerup de senere år, og der er stadig efterspørgsel efter boliger i området. Lige nu arbejdes der med to lokalplaner for 190 nye boliger, og private bygherrer ønsker at bygge over 300 nye parcel- og rækkehuse mellem Vollerup og Hørup. De mange nye boliger kræver investeringer i infrastruktur, institution og indkøbsmuligheder.

Sønderborg Kommune har gennem de sidste mange år givet plads til boligudvikling i det populære område Vollerup udenfor Sønderborg. Her er både skudt private villaer op på kommunale byggegrunde samt rækkehuse bygget af boligforeninger.

Lige nu arbejdes der med muligheder for 500 nye boliger – både villaer og rækkehuse. For at styrke områdets attraktivitet er der behov for en dagligvarebutik, børnehave og bedre trafikforhold. Derfor er blandt andet udviklingen af boligområdet mellem Vollerup og Hørup på dagsordenen på Byrådets budgettemamøde i august.

– Jeg glæder mig over interessen for at bygge og bo i Sønderborg Kommune. Den interesse skal vi hele tiden understøtte, så vi kan nå Byrådets vision om 2500 flere boliger i hele Sønderborg Kommune i 2030. Undersøgelser viser, at de unge, der vil flytte tilbage til Sønderborg Kommune, er interesseret i at bygge eller eje nye parcelhuse, så det skal vi give dem mulighed for, siger borgmester Erik Lauritzen. 

Som en del af udviklingen for området godkendte Byrådet i foråret 2025 en opdateret Helhedsplan for Vollerup. Planen indeholder blandt andet forslag til nye hovedveje og nedlæggelse af gamle veje, så biltrafikken flyttes. Planen har også fokus på nye super-cykelstier mellem Vollerup og Søndre Landevej og mellem Vollerup og Hørup samt grønne korridorer.

Helhedsplanen tager også højde for håndtering af store vandmængder fra fx skybrud samt hensyn til landskab og natur.

– Vi vil skabe en ny bydel, der kan få Sønderborg og Hørup til at blive forbundet. Samtidig skal trafikforholdene forbedres både for biler og cyklister. Der bliver også brug for en ny børnehave og indkøbsmuligheder, når vi udvider så kraftigt. Og i alt det, så skal der tages hensyn til vandhåndtering, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.