En betjent afgik ved døden, og en anden betjents tilstand er fortsat kritisk.
Efter ulykken i nat, hvor en lastbil ramte en patruljebil og to patruljebetjente på den sønderjyske motorvej, iværksatte Syd- & Sønderjyllands Politi umiddelbart efter en efterforskning. Her blev en bilinspektør med det samme tilkaldt til stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken. Derudover gik politiet i gang med at foretage afhøringer i sagen.
En 43-årig mandlig politibetjent afgik ved døden efter ulykken, mens en 25-årig kvindelig politibetjent kom alvorligt til skade og fortsat er i kritisk tilstand.
Den 40-årige lastbilchauffør er sigtet i sagen. Han er sigtet for dels uagtsomt manddrab og dels uagtsom legemsbeskadigelse efter henholdsvis straffelovens § 241 og § 249.
Ud fra den indledende efterforskning – og den foreløbige udtalelse, som politiet har modtaget fra bilinspektøren, der har undersøgt ulykken – har vi vurdereret, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at fremstille den pågældende i et grundlovsforhør. Lastbilchaufføren er derfor løsladt.
Den pågældende er fortsat sigtet i sagen.
Syd- & Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen af sagen. Først når den er afsluttet, og de endelige erklæringer foreligger, vil anklagemyndigheden foretage en endelig vurdering af tiltalespørgsmålet i forbindelse med den tragiske ulykke.
