29 ulve i Danmark – måske ulv i Aabenraa/Rødekro-området

En hanulv er lørdag den 3. januar blevet skudt i Vestjylland.

Optagelser fra vildtkameraer i Klosterhede-reviret i Vestjylland har flere gange vist billeder af to ulve, der løber sammen. Forskerne vurderer, det formentlig er Danmarks femte ulvepar.

Efter alt at dømme er der nu fem ulvepar i Danmark. Det vurderer forskerne bag den danske ulveovervågning på baggrund af optagelser fra vildtkameraer i Klosterhede-reviret i Vestjylland.

Det formodede ulvepar blev første gang registreret af vildtkameraet den 26. januar 2023 tidligt om morgenen og igen om aftenen, og siden er de set på natoptagelser fra andre vildtkameraer i området både den 28. januar og 12. februar 2023.

De to ulve på optagelserne løber tæt efter hinanden, og det indikerer kraftigt, at der er tale om en han og en hun, vurderer videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Kent Olsen.

”Når ulve færdes sammen, er der typisk tale om nært beslægtede individer som for eksempel søskende, forældre med afkom eller par. Derfor er der meget stor sandsynlighed for, at vi her har at gøre med en ny pardannelse,” siger han.

Hanulv enlig i tre år

Siden februar 2020 har Klosterhede-reviret været besat af en enlig tyskfødt hanulv, som er indvandret fra et område i Niedersachsen omkring 50 km sydøst for Hamburg. Han har været alene i tre år, men de nye billeder tyder altså på, han har fået en mage.

Den nationale ulveovervågning arbejder nu på at fastslå begge ulves identitet. Derfor vil frivillige i den kommende tid forsætte med at lede efter frisk ulveafføring på vejene i Klosterheden-reviret og indsamle DNA-spor i form af spytprøver taget ved bidmærker på nedlagt dyr.

Mulighed for hvalpe i år

De to ulve har fundet sammen inden parringstiden, der ligger fra slutningen af februar til begyndelsen af marts. Hvis den formodede hunulv er kønsmoden, vil parret derfor kunne få hvalpe allerede i år.

Ulve er drægtige i cirka ni uger, og de fleste hvalpe kommer derfor til verden i begyndelsen af maj, nogle dog allerede i april.

Det er i øjeblikket formentlig i alt 29 ulve i Danmark.

Det ulvelignende dyr blev fundet ved motorvejen i nærheden af Esbjerg. Og det viste sig, at det var en ulv. Foto: Naturstyrelsen.

Ulv spottet i Aabenraa/Rødekro-området

For et par år siden blev en stor ulv set i Rødekro tæt ved en af grusgravene, og i lang tid bagefter var der spor i sandet, der næsten kun kunne stamme fra en ulv.

Og for kort tid siden blev der spottet en stor ulvelignende hun, der løb over mark og ind i skovområde i Aabenraa.

Fælles for begge iagttagelser er, at de ikke er bekræftet.

Kilde: Bl.a Miljøstyrelsen