28-årig sigtet for at smugle tusindvis af ulovlige e-cigaretter ind i Danmark – millionregning venter

Stærkt samarbejde mellem politiet og Toldstyrelsen ved grænsen. 28-årig er nu sigtet for smugleri af særlig grov karakter og står til kæmpe regning i told og afgifter, hvis han dømmes.

En dansk indregistreret bil med et mistænkeligt kørselsmønster blev stoppet af politiet forleden omkring Aabenraa, og det resulterede i en kæmpe fangst af ulovlige e-cigaretter. Betjente hos Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg blev opmærksomme på bilen, da den kørte ind i Danmark over grænsen ved Padborg først på eftermiddagen. Derfor blev en patrulje sendt ud for at stoppe bilen. 

Ved grænsen har Syd- og Sønderjyllands Politi et unikt samarbejde med Toldstyrelsen i form af Politi og Toldenheden. Den var i aktion forleden, hvor politi og toldere straks kunne køre til den standsede bil for at undersøge indholdet. Det viste sig hurtigt, at der var god grund til, at opmærksomheden var rettet mod netop den bil. Den indeholdt nemlig adskillige papkasser, som var fyldt med ulovlige e-cigaretter med sød smag – også kaldet puffbars. 

Køretøjet blev bragt til Toldstyrelsens undersøgelseshal i Padborg, hvor kasserne blev talt op.  Der var i alt 49 papkasser i bilen, og de indeholdt samlet 7932 puffbars. Den 28-årige fører af bilen blev anholdt og sigtet for smugleri af særlig grov karakter. 

”Det her er en af de største sager, vi har haft. Der er tale om en meget stor mængde puffbars, vi får fat på, inden de bliver solgt videre. Det er rigtig godt. Man ved ikke, hvad der er i den type ulovlige e-cigaretter. Der har været fund af meget stærke stoffer i puffbars ud over de store mængder nikotin, der kan være i dem – det er utrolig farligt. Nu er de her knap 8.000 puffbars heldigvis væk fra markedet, siger politikommissær Flemming Midtgaard, som er leder i Politi og Toldenheden ved UKA Vest. 

Mange forsøg på indsmugling

Ud over denne store sag har Politi og Toldenheden haft syv sager om indsmugling af puffbars siden maj i år. Indsmuglingernes størrelse har varieret fra 150 til 1400 puffbars.

”I Toldstyrelsen ser vi flere og flere sager med forsøg på indsmugling af ulovlige varer, og sagen er en kedelig påmindelse om, hvorfor det er nødvendigt med en stærk kontrolindsats og et tæt samarbejde mellem politi og toldere langs grænserne”, siger Toldstyrelsens kontroldirektør Jeppe Kjærgaard.

Det tætte samarbejde mellem politi og toldstyrelsen ved grænsen gør, at sager om indsmugling af varer ofte kan afgøres med det samme. Samarbejdet gjorde lørdag, at den store sag også kunne håndteres effektivt, og den 28-årige mand sidst på dagen blev løsladt, efter han var sigtet for smugleri af særlig grov karakter. 

Toldstyrelsen har vurderet mængden af puffbars i forhold til, hvad den 28-årige mand har unddraget statskassen for af told og afgifter på nikotinvarer. Der er tale om et beløb på mere end 2,6 millioner kroner.
Sager om smugleri kan ofte afsluttes på stedet med en bøde, men da størrelsen på denne sag er så markant, er sagen overdraget til politiet.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi