Lørdag kan den unge gokartkører fra Toftlund sikre endnu en imponerende titel i sin motorsportskarriere, når han kæmper mod verdens bedste gokartkørere om VM-titlen i Rotax MAX Challenge Grand Finals på Circuito Internazionale di Napoli i Italien.
Deltagelsen i verdensmesterskabet blev muligt, da Casper Nissen for halvanden måned siden vandt Europamesterskabet sammen med RS Competition-teamet. Og siden har alt været sat ind for at sikre et godt resultat i Napoli:
– Jeg har forberedt mig grundigt, blandt andet ved at køre et løb i Belgien i en kart magen til den, vi kører i til VM. Det er verdens bedste gokartkørere, jeg kæmper mod, så der har virkelig været fokus på at blive klar til udfordringen, siger Casper Nissen, som deltager i VM for tredje gang i træk.
Træningerne og den indledende tidtagning er allerede overstået, og selvom der er kørere foran det sønderjyske talent, er han selv meget rolig om de kommende dages udfordringer:
– Jeg føler mig godt tilpas i karten, og jeg kan se at jeg har farten til at være med i toppen. I tidtagningen var jeg syvende hurtigst, og det første indledende heat gav en sjetteplads efter et lille uheld – så fra nu af er er det bare fremad!
Følg kampen på Youtube
Torsdag og fredag fortsætter VM-ugen med kvalifikationsheats og prefinale. Lørdag kl. 13.58 går starten til VM-finalen, som kan følges live på Youtube: https://youtube.com/live/5dyY5s2f7Kc
Kilde: Grippo Motorsport PR