10 sønderjyske skoler klar til landsdelsfinale i Skole DM i Skydning i Skærbæk

23. november dyster 5. klasser fra 10 skoler i Sønderjylland om landsdelsfinalen for DM i Skydning. Foto: DGI

Lørdag den 23. november kæmper 272 5. klasses elever ikke alene om titlen som vinder af landsdelsfinalen i Sønderjylland, men også om at kvalificere sig til den store landsdækkende finale i Vingsted den 30. november.

Lokale Skærbæk Distriktsskole, Realskolen og Stuk Grundskole fra Toftlund deltager

Skole DM i Skydning er en årligt tilbagevendende begivenhed, som DGI Skydning og Dansk Skoleidræt siden 1995 har står bag, hvor alle 5. klasses elever tilbydes at komme ned og prøve kræfter med riffelskydning på banerne i de lokale skytteforeninger. Eleverne har trænet i perioden fra september til november, og nu er de bedste klar til at skyde i landsdelsfinalen, der afholdes lørdag den 23. november på banerne i Sparta Skytteforening, Skærbæk Fritidscenter, Storegade 46, 6780 Skærbæk.

Her er det ikke kun æren, der er på spil. Der skydes også skarpt efter de eftertragtede pladser i den store landsdækkende finale, som de to-tre bedste hold fra de i alt 13 landsdelsfinaler sendes videre til.

I Sønderjylland deltager skolerne; Broager Skole, Friskolen Østerlund, Nordals Skolen, Oksbøl Friskole, Augustenborg Skole, Ulkebøl Skole, Alssund Skole, Skærbæk Distriktsskole, Skærbæk Realskole og Stuk Skole i Toftlund.

Styrker fællesskab og koncentration

Skydning er en idrætsgren, hvor alle kan være med. Det kræver ikke en bestemt fysik at gå til skydning, og der er plads til alle – hvad enten man er konkurrenceminded, eller bare gerne vil udfordre sig selv.

Skole DM i Skydning er en succes, fordi det er en aktivitet, der skaber et godt inkluderende fællesskab i skolen. Det får de elever på banen, der måske ikke ellers har haft succesoplevelser med de populære boldspil som fodbold og håndbold eller andre af de mere traditionelle former for holdsport. I skydning er det nemlig helt andre færdigheder, der er i fokus.

Med et tilbud som Skole DM i Skydning arbejder eleverne målrettet med at opøve en superskarp koncentration, hvor man kan abstrahere fra forstyrrende indtryk omkring sig, ligesom man også skal have en god tålmodighed og udvise en høj grad af ansvarlighed. Alt sammen egenskaber, som eleverne også i høj grad kan drage nytte af i skolen.

Fakta om Skole DM i Skydning

• Dansk Skoleidræt og DGI Skydning står bag Skole DM i Skydning for 5. klasser i hele landet.

• Træningen foregår fra september – november, og det er gratis for skolerne at deltage.

• Deltagelse i Skole DM i Skydning kræver hverken forudgående kendskab til skydning eller specielt tøj.

• Eleverne skyder på hold á fire personer – blandede drenge og piger.

• Landet er inddelt i 13 landsdele. De to (3 fra de største landsdele) bedste hold fra hver af de 13 landsdele kommer med til landsfinalen, som holdes lørdag 30. november i Vingsted.

• Ud over titlen som årets vinder af Skole DM er der pengepræmier til klassekassen for de fem bedste hold i landsfinalen den 30. november.

Kilde: DGI