Otte ud af ti danskere mener, at der er uacceptabelt at tale i håndholdt mobil bag rattet. Men det sker desværre stadig alt for ofte. Nu vil Tønder Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik sætte fokus på problemet.
De fleste trafikanter ved godt, at håndholdt mobil og bilkørsel både er forbudt og risikabelt. Og holdningen er da heller ikke til at tage fejl af, når man spørger de danske bilister, om de synes, at det er acceptabelt eller uacceptabelt at tale i mobilen håndholdt, mens man kører i trafikken.
Otte ud af ti tager klart afstand fra den handling, viser en undersøgelse blandt 4.567 personer, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har gennemført i 1. halvår af 2020. Alligevel har politiet i hele landet sigtet knap 20.500 personer for brug af håndholdt mobil i løbet af årets første ti måneder. Heraf blev 1.344 trafikanter sigtet i Syd- og Sønderjylland.
En ny kampagne skal være med til at gøre op med de dårlige og farlige vaner.
Budskaber på p-pladser og skoler
Nøgleordet er “læg”, forklarer Tønder Kommunes trafiksikkerhedsmedarbejder Sonja Svendsen:
– Sæt mobilen på lydløs, lad mobilen ligge i lommen eller læg den i handskerummet. Der er mange muligheder for at blive “lægger”. Vil du være “lægger”, så handler det om at lægge mobilen fra dig, både når du kører bil, og når du cykler.
– Det er paradoksalt, at de fleste trafikanter tager afstand fra at bruge den håndholdte mobil under kørslen, men alligevel er det svært ikke at give den opmærksomhed, når der kommer en besked, et snap eller en opdatering med et lille pling. Det vil vi gerne ændre på med denne kampagne, fortæller Sonja Svendsen.
Derfor hjælper Tønder Kommune netop nu trafikanterne med at huske at lægge mobilen, inden de stiger på cyklen, eller kører ud fra en p-plads. På alle større p-pladser og ved cykelparkeringer ved kommunens skoler står således store orange tavler med det enkle budskab: “Læg mobilen”.
Bliv lægger
Kampagnen gennemføres i hele landet, og bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, kommunerne i Danmark og Forsikring & Pension.
– Jo flere trafikanter, der lægger telefonen fra sig og lader den ligge under transporten, jo mere opmærksomhed flyttes til trafikken, siger Sonja Svendsen.
Den foreløbige opgørelse for 2020 af ulykker, hvor personer er kommet til skade på Tønder Kommunes veje, viser, at 11 ud af 18 ulykker enten er eneulykker eller ulykker med overhaling.
– Uden at vi har set på hvert enkelt uheld, indikerer tallene, at uopmærksomhed kan være en ulykkesparameter i de 11 ulykker. Så vær med på den nye trend og bliv “lægger”, lyder opfordringen.
Konkurrence: Vind biografbilletter
For at alt ikke skal være alvorligt og handle om ulykker og ansvarlighed, er der en lille konkurrence, hvor du kan teste din viden om brug af håndholdt mobiltelefon.
Tjek quizen – test din viden: Kender du reglerne for brug af håndholdt mobil i bilen og på cyklen? Test dig selv og vær med i konkurrencen om to biografbilletter:
https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/koer-bil-naar-du-koerer-bil?id=18253#18253i