Verdensballetten kommer til Schackenborg igen i 2022

Fra i dag den 1. december, begynder billetsalget til Verdensballettens forestillinger i 2022.

Efter en sommer med Verdensballettens hidtil største turné, med 11 forestillinger fordelt over hele landet, er vi klar til at gå 2022 i møde med en endnu større turné. 13 forestillinger i Danmark, Sverige og Tyskland.

På plakaten er en række af de største internationale navne fra ballettens verden, i selskab med danske musikere og sangere. Netop nu er er jeg sammen med Verdensballettens kunstneriske leder, solodanser ved The Royal Ballet of London Steven McRae, ved at samle næste års program. Vi er i dialog om både programmet og medvirkende. Programmet vil byde på både klassisk ballet, moderne dans, nye trin, opera og klassisk musik – og det hele bliver præsenteret i smukke og historiske rammer som uden nogen form for dekorationer, går i dialog med kunsten på scenen.

I 2021 kunne Verdensballetten præsentere 6 helt nye steder, som på en smuk og helstøbt måde føjede sig til Verdensballettens vante rammer. De 6 steder – Schackenborg Slot, Sostrup Slot, Hindsgavl Slot, Gravhøjene i Jelling, Musikkens Hus i Aalborg, og Grønnegården i det indre af Frederiksberg Rådhus, vil igen i 2022 danne rammen om en forestilling med Verdensballetten.

Der er taget ved lære af de udfordringer der altid er et nyt sted, både hvad angår rammer, publikumsområde, tilskuerpladser m.m. – og erfaringerne fra 2021 har inspireret til at gøre forestillingerne i 2022 endnu bedre. Det betyder at publikum får den optimale oplevelse både med kunsten på scenen, og med publikumsområdet.

Årets nye lokation er Bosjökloster i Skåne, ca. 50 km nord-øst for Malmö. Herregården har en næsten 1000 år gammel historie, og er meget smukt beliggende ud til Ringsjön – tæt på byen Hör. Scenen bygges i herregårdens private have med udsigt over søen.

Verdensballetten 2022 får premiere på Sølyst i Klampenborg nord for København, onsdag den 13. juli. Billetsalget åbner i dag. Verdensballetten imødekommer dermed et ønske fra mange publikummer om at kunne give denne store internationale balletoplevelse i julegave.

Billetsalget er åbnet på Verdensballettens hjemmeside: www.verdensballetten.dk – her findes også mere information om sommerens forestillinger, om vores locations og snart også om næste sommers program og medvirkende.

Kilde: Verdensballetten