Alt for ofte hører vi, at Danmark skal hænge bedre sammen. At der skal være liv og arbejdspladser i hele landet.
Men hvis vi mener det alvorligt, starter det med uddannelse.
I dag samles flere og flere uddannelser i de største byer, mens mindre byer og landområder mister studiepladser og tilbud. Det betyder, at unge i Syd- og Sønderjylland i stigende grad må flytte langt væk for at uddanne sig – og mange vender aldrig tilbage. Det svækker lokalsamfund, virksomheder og foreningsliv.
Det er ikke de unges ansvar at holde liv i deres hjemegn. Det er et politisk ansvar at sikre, at der findes reelle uddannelsesmuligheder tættere på, hvor de bor. Både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser skal have stærke miljøer uden for de største byer.
Uddannelse er ikke en udgift, der skal minimeres. Det er en investering i fremtidens arbejdskraft, innovation og sammenhængskraft. Når vi investerer i uddannelse lokalt, investerer vi i hele Danmarks udvikling.
Hvis vi vil have et land i balance, skal vi turde prioritere anderledes. Det kræver mod at flytte ressourcer og oprette flere studiepladser dér, hvor behovet er størst. Men alternativet er et Danmark, der langsomt trækker sig sammen om de største byer.
Unge skal ikke tvinges væk for at få en fremtid. De skal have mulighed for at skabe den, hvor de hører til.
Yazmin Victoria Madsen
Folketingskandidat for SF
@yazminvictoriaaa Er så klar til valgkamp! #folketingskadidat #folketingsvalg #SF #fyp ♬ original lyd – Yazmin Victoria Madsen
