Lørdag den 9. april, inden påskeugen, kan Universe Science Park i Nordborg igen hejse flaget og byde gæster velkommen i den 6 hektar store park. Parkens direktør Torben Kylling Petersen har rekordforventninger til den kommende sæson.
”Vi har en forventning om, at sæson 2022 bliver den bedst besøgte sæson i parkens historie, med et samlet gæstetal på 150.000 fra vores åbning og frem til udgangen af uge 42. Den store optimisme og rekordforventning baserer jeg på, at turismen i Sønderjylland har det rigtig godt og at vi som destination er kommet fint ud af Coronakrisen. Vi har også fået mange optimistiske meldinger fra feriehuseudlejningen i området, udtaler Torben Kylling Petersen, administrerende direktør i Universe Science Park, og fortsætter:
”Takket være Bitten & Mads Clausens Fond og deres donation på 25 millioner kr. til nyheder og fornyelse i parken, kommer gæsterne til at opleve en sæson i Universe med nye aktiviteter og forbedringer af de allerede eksisterende attraktioner. De nye investeringer sammen med forventningen om, at de udenlandske turister vender tilbage, giver mig en rigtig god mavefornemmelse til sæson 2022”
Når man i år ankommer til Universe, kan det ved første øjekast se ud som om, at man er ankommet til en byggeplads. Og det er heller ikke helt forkert, for byggeriet af det nye ferieresort er påbegyndt, og byggetrafikken skal ledes ind ad Mads Patent Vej sammen med parkens gæster.
”Vi har gjort os umage for at adskille trafikken, så gæster til parken og byggemaskiner til ferieresortet har fået hver sin adgangsvej”, siger Torben Kylling Petersen. ”Det er en udfordring vi gerne lever med, for vi ser med glæde frem til at blive en del af det nye ferieresort”.
I sæson 2022 gennemfører Universe en række større events, hvor endnu flere eksterne samarbejdspartnere deltager fra hele landet. Blandt andet er det populære event ”Naturens dag” i september vokset med 30% flere udstillere. Der er derudover planlagt 7 andre store events, fordelt både inden sommerferien og i efteråret. Universe arbejder også på et helt nyt efterårsferiekoncept i uge 42, hvor hele parken forvandles til ”Universe after dark”. ”Efter mørkets frembrud er det planen, at parken ændres til en kæmpe stor lysoplevelse for sæsonens efterårsgæster.
Om Universe Science Park:
Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark i Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til mere interesse for videnskab og teknologi. Fonden Universe Science Park er en non-profit selvejende fond, med det formål at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Oplevelsesparken er fyldt med oplevelser der fascinerer, involverer og underholder indenfor temaerne: Science, Technology, Engineering og Math (STEM). Oplevelsesparken har årligt over 140.000 gæster, hvor af de ca. 10 procent er skolebesøg.
Kilde: Universe Science Park
