Turismen er blevet en stor økonomisk faktor i det sønderjyske og hele Danmark. Det ser faktisk ud som om antallet af overnatninger kun kender en vej: Flere og flere hvert år.
Destination Sønderjylland melder lige nu ud, at antallet af overnatninger i det sønderjyske netop har rundet en historisk milepæl med mere end 5 millioner i 2024.
Helt præcist 5.020.726 overnatninger. Denne rekord bekræfter regionens position som en af landets mest attraktive feriedestinationer.
Særligt internationale gæster har bidraget til den positive udvikling. Hele 62% af overnatningerne kommer fra udlandet, hvor det tyske marked alene står for imponerende 55% af alle overnatninger, Det betyder over halvdelen af vores udenlandske gæster kommer fra Tyskland. Hollandske turister tegner sig for 3%.
Målrettede markedsføringsindsatser i Tyskland og Nederlandene har resulteret i, at Destination Sønderjylland har større vækst på disse markeder end landsgennemsnittet og dermed tager betydelige markedsandele.
Uden for sæsonen får mange til at kigge ind
64% af overnatninger ligger uden for højsæsonen, hvilket går i trit med Destination Sønderjyllands målsætning om bæredygtig vækst, hvor turismeudviklingen sikrer lokale arbejdspladser og turismeomsætning hele året. Destination Sønderjylland kan samtidig glæde sig over at være Danmarks største campingdestination målt på antal overnatninger.
– Vi er meget stolte over at have passeret denne betydelige milepæl. Resultaterne vidner om et stærkt og målrettet samarbejde mellem Destination Sønderjylland, turisterhvervet og vores lokale partnere. Den imponerende vækst, især uden for højsæsonen, styrker vores position som en attraktiv helårsdestination og skaber samtidig en mere bæredygtig udvikling af turismen. Fremadrettet vil vi fortsætte vores proaktive indsatser, målrettede kampagner og udvikling i tæt dialog med lokale aktører, så vi sikrer yderligere vækst og værdi for hele destinationen, fortæller en begejstret direktør for Destiunatiomn Sønderjylland, Kirsten Oldenborg Lundvang.
Destination Sønderjylland har oplevet en vækst på over 770.000 overnatninger siden 2019 og nærmer sig hurtigt det strategiske mål om 5,4 millioner overnatninger inden 2025.
Turisterne kigger også ind når der afholdes events
Også når der afholdes arrangementer som eks. Sønderjysk Kagefestival i Tønder er der mange tyske turister der kigger ind og nyder det typisk sønderjyske og forbinder det samtidig med en shoppingtur på den hyggelige gågade i Tønder.
Shopping ligger faktisk rigtig højt på listen over det, turisterne gerne foretager sig, når de holder ferie i Danmark.

