Tirsdag aften lagde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, vejen forbi Varde, hvor han mødtes med nogle af de lokale fåreavlere, der har været hårdt plaget af ulveangreb, og beskeden fra Venstres formand var klar: Hvis det står til Venstre, skal det være lettere skyde ulven, hvis den skaber utryghed og angriber husdyr.
”Vi kan ikke acceptere, at familier og fåreavlere i store dele af Jylland skal leve i frygt for, hvor ulven slår til næste gang,” siger Troels Lund Poulsen. Han peger på, at Danmark – som et lille og tætbefolket land – ikke har plads til en stor ulvebestand.
Derfor foreslår Venstre at ændre lovgivningen, så Danmark kan indføre samme regler som i Sverige, hvor man må skyde ulve, der angriber husdyr eller befinder sig i indhegnede områder beregnet til husdyr.
”Vi skal have trygheden tilbage, og vi skal sikre, at vores fåreavlere ikke længere skal gå i frygt for at få lemlæstet deres dyr,” lyder det fra Venstre-formanden.”
