Forleden samlede Destination Sønderjylland knap 100 aktører fra turismeerhvervet til Destination Sønderjyllands Turismedag på Marsk Camp i Skærbæk. Her blev en af regionens mest engagerede turismeiværksættere hædret, da Adventure Minigolf Vadehavet modtog Sønderjyllands Initiativpris 2026.
Prisen gives hvert år til en virksomhed eller person, der gennem initiativ og nytænkning har bidraget til udviklingen af turismen i Sønderjylland.
I år gik prisen til Sara og Frank Sulkjær Hansen, der står bag Adventure Minigolf Vadehavet.
Virksomheden åbnede i påsken 2025 en indendørs minigolfbane i en tidligere maskinhal i Vadehavsområdet – et initiativ der hurtigt har vist sig at være en succes og et stærkt bidrag til helårsturismen i området.
Turisme året rundt
Bag prisen ligger især virksomhedens evne til at tænke ud over højsæsonen og skabe aktiviteter, der tiltrækker gæster hele året.
Adventure Minigolf Vadehavet har siden åbningen udviklet konceptet yderligere med blandt andet en selvbetjeningscafé og et julemarked, som allerede første år blev en stor succes. Senest har virksomheden modtaget tilsagn om 200.000 kroner i LAG-midler til endnu en udvidelse – et nyt Adventure House i en tidligere kostald med caféområde, køkken og opholdsrum samt udsigt over marsken.
Begrundelsen for nomineringen lyder:
– Nomineringen skyldes virksomhedens evne til at tænke ud over højsæsonen. Med deres indendørs minigolfbane gør de det muligt at tiltrække gæster hele året, og de bliver ved med at udvikle deres aktiviteter – senest med et gennemført julemarked, der blev en stor succes. Deres innovative tilgang sikrer, at Vadehavsområdet er en attraktiv destination for mange forskellige målgrupper, uanset vind og vejr.
Sara og Frank Sulkjær Hansen, Adventure Minigolf Vadehavet udtaler: – Vi er utrolig stolte og glade for at modtage Initiativprisen. Det startede egentlig bare med en idé i en tom maskinhal her i marsken, men vi har hele tiden haft lyst til at skabe et sted, hvor både lokale og turister kan mødes til en god oplevelse – også når vejret ikke viser sig fra sin bedste side.
– Adventure Minigolf Vadehavet er et fantastisk eksempel på den handlekraft og kreativitet, vi ser mange steder i det sønderjyske turismeerhverv. Sara og Frank har formået at skabe en oplevelse, der både tiltrækker gæster uden for højsæsonen og giver nyt liv til en eksisterende bygning – og det er præcis den type initiativer, der styrker Sønderjylland som destination, siger Kirsten Oldenborg Lundvang, direktør, Destination Sønderjylland.
Fem stærke kandidater
Initiativprisen uddeles på baggrund af indstillinger fra turismeerhvervet i Sønderjylland, og i år var fem stærke kandidater nomineret:
● Adventure Minigolf Vadehavet
● Center Parcs Nordborg Resort
● Restaurant Pearl by Paul Proffitt
● Gendarmens Minigolf
● Daler Camping
De nominerede repræsenterer tilsammen bredden i det sønderjyske turismeerhverv – fra store internationale investeringer til lokale initiativer og gastronomi i verdensklasse.
Interessen for afstemningen var stor med omkring 800 deltagere. Lidt over halvdelen af stemmerne gik til Adventure Minigolf Vadehavet, som dermed kunne lade sig hylde som årets vinder.
Destination Sønderjyllands Turismedag samler erhvervet
Turismedagen er Destination Sønderjyllands årlige samlingspunkt for turismeaktører i regionen. Her mødes virksomheder, organisationer og kommuner for at få ny viden, styrke samarbejdet og sætte retningen for udviklingen af turismen i området.
Destination Sønderjylland arbejder for at udvikle og markedsføre Sønderjylland som en attraktiv destination gennem samarbejde med kommuner, virksomheder og lokale aktører – med fokus på stærke oplevelser, værtskab og synlighed.
Om Destination Sønderjylland
Destination Sønderjylland varetager turismeudviklingen for de fire sønderjyske kommuner: Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder samt markedsføringen af Sønderjylland som et attraktivt rejsemål i ind- og udland. Destination Sønderjylland er landets fjerdestørste turistdestination målt på overnatninger.
