Toldere finder 19 liter koncentreret kokain gemt i vinflasker

Toldstyrelsen tilbageholder 19 liter kokain hos en rejsende i Københavns Lufthavn. Sagen er overgivet til politiet.

I en stikprøvekontrol blandt rejsende i Københavns Lufthavn fredag den 4. februar 2022 fandt toldere 19 liter flydende kokain gemt i bagagen hos en rejsende. En scanning af den rejsendes bagage viste, at der fordelt i to kufferter var 13 flasker vin á 1,5 l. Ved en efterfølgende undersøgelse viste indholdet sig at være koncentreret kokain og ikke rødvin, som var den rejsendes forklaring.

– Vi holder et skarpt fokus på indsmugling af narkotika blandt rejsende, og vi ser desværre med jævne mellemrum, at rejsende forsøger at smugle kokain ind via lufthavnene. I denne sag fandt vi 19 liter flydende kokain gemt i vinflasker, siger Michael Lund, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Toldstyrelsen finder generelt narkotika i både flydende og i fast form i alle typer varer og transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. De seneste tal på narkotikaområdet viser, at Toldstyrelsen tilbageholdte 22 kg kokain i 2020.

Toldstyrelsen har overdraget sagen til Københavns Politi for videre efterforskning.

Kilde: Toldstyrelsen