SE VIDEO – Tønder: Skolebørn fra Grundskolen og Marieskolen indviede Aktivitetsbåndet med løb

Fredag formiddag indviede skolebørn fra Grundskolen og Marieskolen Aktivitetsbåndet i Tønder. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Fredag den 15. oktober var 75 skoleelever fra Marieskolen og Grundskolen i Tønder med til at fejre, at Tønders nye aktivitetsbånd er færdigt. Børnene indviede aktivitetsbåndet med et løb, hvor de skulle løse opgaver og prøve alle de nye aktiviteter, der er anlagt langs den 500 meter lange sti.

Dagen begyndte med fælles opvarmning, inden borgmester Henrik Frandsen skød løbet i gang og sendte børnene i grupper ud på løbet, hvor de undervejs mødte ni poster med opgaver. Ved hver post fik de et klistermærke til at sætte på et kort over Aktivitetsbåndet.

Som afslutning på løbet nåede børnene frem til den nyanlagte amfiscene ved Østergade/Kongevej, og her ventede dem en koncert med Kasper Buch.

Fredag formiddag indviede skolebørn fra Grundskolen og Marieskolen Aktivitetsbåndet i Tønder. Borgmester Henrik Frandsen startede løbet. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk
Fredag formiddag indviede skolebørn fra Grundskolen og Marieskolen Aktivitetsbåndet i Tønder. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

– Vi vil så gerne at i bliver 20 minutter længere i Tønder

Aktivitetsbåndet, der løber fra Østergade langs Kongevej og svinger om til Allégade, er etableret i samarbejde mellem Tøndermarsk Initiativet og Tønder Forsyning i forbindelse med realiseringen af Tøndermarsk Initiativets projektspor, Klimatilpasning Tønder Midtby. Den tidligere snorlige kanal Skt. Laurentiusstrømmen er gravet ud og er blevet til et naturligt vandløb, som slynger sig vej gennem det grønne område sammen med en nyanlagt sti. Vandløbet fungerer også som klimatilpasning, idet der sammen med omdannelsen af vandløbet samtidig er skabt mulighed for forsinkelse af regnvand.

Som en ekstra attraktion er der i det rekreative område nu blevet etableret en række nye aktiviteter, som inviterer børn og barnlige sjæle til at bruge både krop og hoved. Området byder på forskellige sidde-, lege- og aktivitetszoner med bl.a. musikinstrumenter, et solsystem og en lille bakke til at klatre op på. Desuden er der en markering for hver 100 meter på stien, så den også lægger op til at få pulsen op med en spurt på tid. Alt sammen noget, der passer godt med, at Tønder Kommune er visionskommune i den landsdækkende indsats ‘Bevæg dig for livet’.