TØNDER: Lørdag kan symptomfri borgere blive testet på rådhuset

På baggrund af den seneste udvikling i COVID-19 smitte har Tønder Kommune lavet en aftale med Region Syddanmark om, at der kommer to mobile testenheder til Tønder på lørdag den 3. oktober 2020.

Op mod 800 borgere fra Tønder Kommune fra 5 år og opefter kan på lørdag blive testet for COVID-19 uden tidsbestilling. Man skal blot huske at medbringe sit sygesikringsbevis.

Testningen kommer til at foregå på Tønder Rådhus, Wegners Plads 2, 6270 Tønder i tidsrummet mellem kl. 9.00 og 17.00.

“Vi har desværre oplevet at smittetallet her i Tønder Kommune har været stigende den seneste tid. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan give borgerne den her mulighed”, fortæller Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen.

Der er stor interesse for at blive testet, så vær opmærksom på, at køen “lukkes” på et tidspunkt, og der derved kan være risiko for, at ikke alle i køen kan nå at blive testet inden kl. 17.00. Det forventes, at op mod 100 borgere kan testes i timen.

Det er vigtigt, at man husker at holde afstand i køen, og at følge anvisningen fra personalet – så flest muligt kan nå blive testet.

“Vi vil rigtig gerne hjælpe flest mulige med at blive testet. Derfor skal man være opmærksom på, at testpersonalet desværre ikke har tid til at svare på generelle spørgsmål om COVID-19 på lørdag”, fortæller Tønders borgmester og foreslår,, at man som borger i stedet går ind på hjemmesiden coronasmitte.dk. Her kan man finde spørgsmål og svar om COVID-19 fra Politiet, sundheds-myndighederne og øvrige myndigheder.

Hvis man ikke finder svar på sine spørgsmål her, kan man ringe til den myndighedsfælles hotline på telefonnummer 70 20 02 33.

Det er kun borgere der IKKE har symptomer på COVID-19, der må møde frem og blive testet i den mobile testenhed i Tønder på lørdag. Ved symptomer på COVID-19 bør du altid kontakte lægen for en lægefaglig vurdering og eventuelt henvisning til test.

I forhold til parkering – er der en større parkeringsplads på festivalpladsen bag ved Museet, som der er adgang til fra “Ved Slotsbanken”

Testningen i Tønder er med forbehold. Det betyder, at der vil være risiko for aflysning, hvis der sker et større smitteudbrud andre steder i Regionen.

Be the first to comment on "TØNDER: Lørdag kan symptomfri borgere blive testet på rådhuset"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*