Tønder Kulturuge fejrer jubilæum med nyt tema – Se programmet her

Tønder Kulturuge fejrer i år 10 års jubilæum med temaet “På trods”.

Tønder Kulturuge vender traditionen tro tilbage i uge 40, og i år kan man igen i hele Tønder Kommune opleve over 30 forskellige arrangementer.

– Under corona-nedlukningerne blev det tydeligt for os alle, at vi ud over mad og drikke også har brug for samvær med andre mennesker og fælles oplevelser. Derfor glæder jeg mig meget over de mange forskelligartede arrangementer, som “på trods” bliver sat i værk rundt omkring i hele Tønder Kommune i årets kulturuge, fortæller Anne Mette Pedersen, formand for Kulturelt Forum og fortsætter:

– Der er rig mulighed for fælles oplevelser, og Kulturugens program er sammensat så både de yngre og ældre generationer kan være med – med andre ord: Kulturugen er for alle!

Årets program blev bragt lige til døren og kan ses på nettet

Årets program indeholder blandt andet kunst, sang, musik, fortællinger, udstillinger, film og billeder.

– Igen i år glæder jeg mig over det flotte program, og at så mange frivillige på trods af usikkerheden grundet corona-situationen ønsker at byde ind med arrangementer, fortæller Aase-Lene Lysgaard Madsen, der er formand for arbejdsgruppen bag Tønder Kulturuge.

Programmet blev igen i år husstandsomdelt.

Programmet kan også fås på bibliotekerne rundt om i kommunen og på turistbureauer – dog i et begrænset antal. Derudover kan man også se den digitale udgave på Tønder Kommunes hjemmeside www.toender.dk/kulturuge og på Facebooksiden “Din Fritid – Tønder Kommune”.

Åbning i Tønder

Lørdag den 2. oktober kl. 14 starter Tønder Kulturuge 2021 på Schweizerhalle – Tønder Kulturhus. Åbningstalerne er formand for Kultur- og Fritidsudvalget René Andersen og formand for Kulturelt Forum Anne Mette Pedersen.

Sognepræst Kirsten Elisabeth Christensen og leder af kunstenheden for Museum Sønderjylland Tine Blicher-Morits vil holde interessante indslag. Højer Designefterskole kommer med et spændende modeshow, og ind i mellem vil der være musikalsk underholdning ved Tønder Kulturskole samt en pause med kaffe og kage.

Åbningen afsluttes kl. 16.30. Arrangementet er gratis, og der er ingen krav om tilmelding.