Både broen ved Lægan og broen ved Møllehus er blevet gennemrestaureret og står klar nu.
Begge broer er blevet tildelt Stålprisen af IABSE Danmark for godt gennemført restaurering.
Formand for IABSE Danmark, Barbara Boesen MacAulay, har tidligere udtalt:
“Projektet er et forbilledligt eksempel på, hvordan ingeniørfaglig kreativitet, respekt for kulturarv og bæredygtig ressourceanvendelse kan gå hånd i hånd. Projektet viser, hvordan eksisterende konstruktioner kan levetidsforlænges og opgraderes til nutidens krav – uden at gå på kompromis med deres historiske udtryk.”
Projektet er gennemført for Tønder Kommune med Rambøll som rådgivende ingeniør og SM Industries fra Rødekro samt Kaj Bech som entreprenører.
Broerne genåbnede for trafik i august 2025.
IABSE Danmarks Konstruktionsprisen tildeles hvert år til bemærkelsesværdige strukturer, der viser ingeniørmæssig dygtighed og bidrager til fagets udvikling.
Tidligere års vindere tæller blandt andet Cirkelbroen i Københavns Havn, Operahuset og Bella Sky. I 2023 var det et andet byggeri i Aarhus, Lighthouse, der vandt. Lighthouse gik i øvrigt videre og vandt den internationale IABSE Award for Large Building Structures i 2024.
Invitation til prisoverrækkelsen
Broerne ved Møllehus/Lægan har modtaget den prestigefyldte IABSE Konstruktionspris 2026 – også kaldet Stålprisen.
– Det vil vi gerne markere sammen med jer! Derfor inviterer Tønder Kommune til prisoverrækkelse ved Lægan:
Fredag den 8. maj 2026
Kl. 14.00–15.30
Møllehusvej 2C, 6270 Tønder
– Der vil være taler, hyggeligt samvær – og vi byder på lidt fra pølsevognen.
Parkering er meget begrænset, så tag gerne cyklen
– Vi glæder os til at fejre denne flotte anerkendelse sammen med jer, lyder det fra Tønder Kommune.

