Marieskolen inviterer til Åben Skole den 7. november fra kl. 16.00-18.00.
Marieskolen i Tønder, som snart kan fejre sit 10-års jubilæum, åbner dørene for alle interesserede til Åben Skole.
Åben Skole-arrangementet giver familier, der overvejer at skrive deres børn op, alletiders mulighed for at opleve skolens atmosfære og værdier. Marieskolen vægter faglighed, dannelse og nærvær højt, og disse værdier vil komme til udtryk i de rundvisninger, som skolens egne elever vil stå for. På dagen vil der også være mulighed for at møde både lærere, øvrigt personale og bestyrelse, der står klar til at besvare spørgsmål og vise de forskellige faglokaler frem.
For familier med små børn, der overvejer Marieskolen som fremtidig skole, er det en god idé at skrive dem tidligt op. Åben Skole er en glimrende chance for at få en fornemmelse af skolens læringsmiljø og se de faciliteter, som eleverne dagligt bruger.
Arrangementet er ikke kun for kommende elever og deres forældre – også bedsteforældre, søskende og venner til nuværende elever er meget velkomne til at kigge forbi. Der vil være mulighed for hyggeligt samvær i uformelle rammer med blandt andet pølser på grillen.
Skolen, som blev startet af Birgitte Klippert og Sarah Røll, har nu flere elever end nogensinde før, men der er stadig ledige pladser på enkelte klassetrin.
På Marieskolen glæder de sig til at byde både nye og nuværende elever og deres familier velkommen til en spændende eftermiddag.
Kilde: Marieskolen
