Tønder Gymnasiums historiske hovedbygning får nyt naturskifertag

Tønder Gymnnasium - Pressefoto


Der var stor glæde på Tønder Gymnasium, da skolen modtog beskeden om, at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget støtte på 4 millioner kroner til udskiftning af naturskiffertaget på gymnasiets historiske hovedbygning fra 1908.

Med respekt for historien

Den markante bygning, som oprindeligt blev opført som Städtische Realschule Tondern, er tegnet af Tønder-arkitekten Lauritz Thaysen og er en vigtig del af både skolens og byens historie.


Efter mere end 100 år har store dele af taget nået en tilstand, hvor en samlet udskiftning er nødvendig for at sikre bygningen for fremtiden.


-Vi er utrolig glade og taknemmelige for den støtte, vi har fået. Hovedbygningen er hjertet i vores skole og et velkendt vartegn i Tønder. Med det nye tag kan vi passe godt på bygningen og samtidig bevare det udtryk, som generationer af elever og borgere har mødt gennem mere end et århundrede, siger rektor Karl Jørgen Møller.


Tønder Gymnasium er et grænselandsgymnasium med elever fra begge sider af grænsen.
Omkring 25% procent af skolens næsten 400 elever har flersproglig baggrund, og samarbejdet med uddannelsesinstitutioner syd for grænsen og i det øvrige Europa er fortsat en vigtig del af skolens profil.


Hovedbygningen er også en markant del af Tønders historiske bymiljø, og projektet passer godt ind i de ambitioner, der præger udviklingen af Tønder Midtby. Her er målet blandt andet at værne om byens særlige kulturarv og styrke de historiske kvaliteter, som gør Tønder til noget særligt.


Arbejdet med tagudskiftningen er igangsat efter en omfattende projektering. A.P. Møller Fondens støtte har muliggjort løsninger, der både respekterer bygningens historie og sikrer en lang levetid. Taget reetableres med fast undertag og naturskifer i overensstemmelse med den oprindelige konstruktion, og arbejdet udføres under totaloverdækning for at beskytte de historiske bygningsdele.

Bygningen har høj bevaringsværdi og projektet gennemføres efter Slots- og Kulturstyrelsens faglige retningslinjer og anerkendte brancheanvisninger med fokus på at genskabe Thaysens oprindelige detaljer så troværdigt som muligt.

– Vi er utrolig glade og taknemmelige for den støtte, vi har fået. Hovedbygningen er hjertet i vores skole og et velkendt vartegn i Tønder. Med det nye tag kan vi passe godt på bygningen og samtidig bevare det udtryk, som generationer af elever og borgere har mødt gennem mere end et århundrede, siger rektor Karl Jørgen Møller. Pressefoto
Naturskifer har en forventet levetid på ca. 100 år og er derfor det helt rigtige valg også set med historiske øjne. Pressefoto