Rømø-Tønder Turistforening har udpeget Colin John Seymour som ny turistdirektør.
Beslutningen har ladet vente på sig, men så meget desto mere er formand for Rømø-Tønder Turistforening, Martin Iversen, overbevist om at ansættelsesudvalget har truffet det rigtige valg.
”Jeg kender Colin Seymour fra hans tid som turistchef i Varde, hvor han stod for at udvikle oplevelses-, kultur- og gastronomiturismen. Colin er passioneret kultur- og gastronomiformidler og kender egnen godt fra sine 13 år som turistchef i Varde. Jeg er meget glad for, det er lykkedes at vinde ham for sagen,” siger formanden.
Colin John Seymour blev for to år siden hentet til Mors som den, der skulle konsolidere øens image som skaldyrshovedstad. Det ligger tæt på de opgaver, der venter, når han vender tilbage til marsklandet.
Colin Seymour er kendt på vestkysten og har blandt andet været turistchef i Blåvandshuk. Han tropper således op med et velspækket generalieblad, når han i en alder af 56 år til sommer vender tilbage til de forblæste og populære turiststrøg langs den sydlige Vadehavskyst.
”Med ham tilbage i folden styrker vi Destination Rømø-Tønder på alle fronter. Vi har så mange historier og budskaber, vi skal ud med. Colin er den rette mand til at sætte dem i søen. Vi glæder os til samarbejdet. Han bliver en styrkelse af alt, hvad vi står for, blandt andet også helårsturismen” siger Martin Iversen, der ser frem til at profilere destinationen med en kompetent og målbevidst og ikke mindst stedkendt skipper ved roret.
”Danmarks sydvestlige hjørne tilbyder en rigdom af autentiske oplevelsesmæssige og rekreative kvaliteter og gode turismemæssige kræfter og ambitioner. Jeg ser frem til med en gæsten i centrum tilgang at videreudvikle de oplevelsesmæssige og kommercielle potentialer og styrke denne oplevelsesrigdom samt fortællingen herom.
Jeg imødeser også et værdiskabende og frugtbart samarbejde med medarbejderne, bestyrelsen, medlemmerne, kommunen samt andre organisationer.” fortæller Colin Seymour.
Kilde: Rømø-Tønder Turistforening
