Tønder: Barokkoncert i Drøhses Hus

Tirsdag d. 17. januar kl. 19.30 afholdes der musikaften i Drøhses Hus.

Musikaftenerne i Drøhses Hus er præget af barokkens musik, som passer til husets alder. Det er også tilfældet ved denne koncert, hvor der bl.a bliver opført musik af Georg Philipp Telemann, Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel.

Medvirkende er Søren Storm, Esbjerg, barokviolin, og Hans Christian Hein, Løgumkloster, cembalo.

Søren Storm er uddannet med violin på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Han er fast medlem af Vestjysk Symfoniorkester og har derudover spillet med Odense Symfoniorkester, Den Ny Opera, Den Jyske Sinfonietta, Esbjerg Ensemble, Sønderjyllands Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester. Desuden har han deltaget i talrige kirkekoncerter både som solist og i forskellige barokensembler.

Hans Christian Hein er uddannet på Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus med diplomeksamen som organist og kantor. Endvidere studerede han musik på Aarhus Universitet. Han har virket som organist i folkekirken fra 1976, bl.a. ved Helligåndskirken i Flensborg og ved Treenighedskirken i Esbjerg. Hans Chr. Hein har fra 1985 undervist på Løgumkloster Kirkemusikskole. I 2009 blev han udnævnt til rektor sammesteds.

Prisen for deltagelse er kr. 100,- for medlemmer af museets vennekredse og Museum Sønderjyllands museumsklub og kr. 125,- for andre.

I pausen serveres et let traktement.

Der er forhåndstilmelding via Museum Sønderjyllands hjemmeside, www.msj.dk (under Aktiviteter) senest fredag d. 13. januar.

Kilde: Museum Sønderjylland