Lørdag eftermiddag den 27. november er der igen tophåndbold i Tønderhal 2, når de lokale helte fra TM Tønder, der ikke har haft marginalerne på deres side de seneste kampe, skal op mod Team Sydhavsøerne fra Maribo, der omvendt har haft medgangen.
Team Sydhavsøerne spillede senest hjemme mod topholdet HØJ Håndbold, hvor de rutinerede øboere på magisk vis fik tiltusket sig bolden 3 sekunder før tid, på en fejl fra Bo Spellerberg og derved fik uafgjort mod oprykningsfavoritterne. Og det har været kendetegnende fra holdet at de har den her ukuelige tro på sig selv.
TM Tønder trænger til lidt medgang og det ikke mindst hjemme i egen hal i Tønder. Holdet er lidt ramt på skadesfronten, så det skal blive spændende om dem der er klar kan løfte opgaven og skabe overraskelsen. Der sker altid uventede ting når disse to hold mødes, bl.a den 7.september 2014, da gæsterne førte 0-11, men TMT endte med at vinde 25-24.
Kampen spilles i Tønderhal 2 lørdag eftermiddag klokken 14.00 og der skal vises Coronapas ved indgangen.
