Teatret Møllen: GRATIS Shakespeare-forestillinger i det sønderjyske

Pressefoto - Shakespeares Samlede Værker - Foto af Søren Hasselgaard Skaanning

Til sommer kan publikum se frem til en unik teateroplevelse, når Teatret Møllen præsenterer forestillingen ”Shakespeares samlede værker”. Forestillingen, der opføres udendørs, bliver gratis for alle interesserede.

Forberedelserne har været i gang længe, og om en måned begynder de medvirkende deres prøver. Målet er at skabe en sprudlende, humoristisk og hæsblæsende genfortælling af samtlige Shakespeares værker – komprimeret til cirka en time og fremført af blot tre skuespillere.

Shakespeares mest kendte værker bliver fortalt på en hylemorsom og energisk måde, hvor der er garanti for både grin og store følelser. Selv hvis man ikke kender noget til den berømte dramatiker, er der ingen grund til at bekymre sig, fortæller teaterchef Nikolaj Mineka:

”Det er en forestilling, der kan ses og opleves af alle. Perfekt for både garvede Shakespeare-elskere og dem, der er klar til en sjov introduktion. Det eneste, som publikum skal have med hjemmefra, er sådan set bare en stol at sidde på.”

Turné rundt i sommerlandskabet

”Shakespeares samlede værker” spiller på en mobil scene og kommer ud forskellige steder i ikke bare Haderslev Kommune, men også i de øvrige sønderjyske kommuner samt i Flensborg. Her har Teatret Møllen indgået samarbejde med de fem sønderjyske teaterforeninger samt Sydslesvigsk Forening om at arrangere forestillingerne. Foruden at forestillingen anbefales til alle over 10 år, er den gratis for alle at se. Billetkøb er ikke nødvendigt.

”Vi vil gerne gøre forestillingen så tilgængelig som muligt, og det gør vi ved at tage den ud, hvor folk er. De skal ikke betale noget for at opleve forestillingen. Det er en slags gratis smagsprøve på den scenekunst, vi og vores samarbejdspartnere i TeaterSyd tilbyder. Vi håber, at det kan bidrage til fællesskabet og give flere lyst til at opsøge teatret igen i fremtiden. Vi glæder os til at tage på turné og dele scenekunsten med alle,” siger teaterchef Nikolaj Mineka.

”Shakespeares samlede værker” spiller første gang i begyndelsen af juli, hvor den starter med at spille på Tørning Mølle. Selve turnéen begynder dog først rigtigt til august, hvor forestillingen spiller rundtom i sommerlandskabet hele måneden. De første datoer er på plads og indebærer blandt andet forestillinger i Varbergparken i Haderslev, ved Sønderballe Strand og Aarøsund Lystbådehavn.

Den endelige spilleplan er ikke på plads endnu, men Møllen opfordrer interesserede til at holde øje med teatrets hjemmeside – www.teatretmoellen.dk – og sociale medier for opdateringer om spilledatoer og lokationer.

Forestillingen produceres med støtte af Kultursamvirket Haderslev, Sønderjysk Kulturfællesskab og Sydbank.