Dansk Botanisk Forening og DN Sønderborg inviterer til De Vilde Blomsters Dag søndag den 15. juni 2025.
I år går turen til Trillen ved Høruphav.
Vær med når dagen fejres for 38. gang i træk med et væld af guidede ture over hele landet. Turene er gratis og alle kan deltage – uanset alder eller forudgående kendskab til planter.
Netop juni måned er højsæson for blomstrende planter, hvor skove, overdrev, enge og vejkanter springer ud i al sin pragt.
En tur i naturen bliver mere spændende, jo mere man ved om de arter, man ser: Hvad hedder planterne, hvilke krav stiller de til deres voksested, hvordan bestøves de, hvordan får de spredt deres frø? Alt dette og mere til fortælles der om på turene.
Mellem Sønderborg Bugt og Lambjerg Indtægt ligger Trillen. Her møder du et væld af forskellige planter, der er knyttet til det salte og ferske miljø.
Det er her Strand-loppeurt har sin største udbredelse i Sønderborg Kommune.
Langs kysten vokser bl.a. Strandarve, Sandkryb og Almindelig Salturt
I engen vokser en mindre bestand af Maj-Gøgeurt, Trævlekrone, Vinget Perikon, Skov-kogleaks og mange andre spændende planter.
Fakta
• Tidspunkt: Søndag den 15. juni 2025 kl 13.30 til ca. 16.00
• Mødested: På den østligste P-plads i Lambjerg Indtægt
• GPS koordinater: WGS84 – 54.906946, 9.884756
• Tilmelding ikke nødvendig, alle interesserede er velkomne
• Husk: Turen går ind over områder med våd og blød bund, derfor husk solidt fortøj
• Turleder: Andreas Andersen
