Syttende på Alsik Hotel & Spa fastholder Michelin-stjerne og står stærkere end nogensinde

Restaurant Syttende på Alsik Hotel & Spa har endnu en gang modtaget en Michelin-stjerne ved årets Michelin Guide Ceremony, som mandag den 1. juni blev afholdt i Tivolis Koncertsal i København. Dermed fastholder restauranten den Michelin-stjerne, som første gang blev tildelt i 2021, og som dengang skrev sig ind i historien som Sønderjyllands første Michelin-stjerne.

Anerkendelsen kommer i forlængelse af en periode med markante hædersbevisninger til restauranten, som ledes af Peter Rødsgaard. Syttende er blandt andet blevet kåret til Culinary Hideaway of the Year Denmark af det anerkendte internationale medie Falstaff Nordic og nomineret til både Restaurant of the Year 2026 og årets Fine Wine Selection af Den Danske Spiseguide.

Peter Rødsgaard ser Michelin-stjernen som en bekræftelse på, at Syttende er på rette spor og i dag står stærkere end nogensinde.

– Vi er stolte og utrolig taknemmelige. Michelin-stjernen er en anerkendelse af hele teamets passion og hårde arbejde. Samtidig har vi flere spændende ting under opsejling, og vi glæder os til at tage vores gæster med på rejsen. Vi har virkelig Danmarks bedste gæster, og denne anerkendelse deler vi med dem, siger Head of Syttende Peter Rødsgaard, der har stået i spidsen for restauranten siden åbningen i 2019.

Med Michelin-stjernen intakt og en række nationale og internationale anerkendelser i ryggen fortsætter Peter Rødsgaard og resten af holdet på Syttende arbejdet med at udvikle restaurantens gastronomiske oplevelse.