Vagtcentralen er nerven for politiets indsats. Døgnet rundt sidder politifolk på vagtcentralen i Esbjerg og har overblik over al aktivitet i beredskabet i politikredsen. Her bliver der truffet beslutninger og alle indsatser bliver koordineret. I spidsen for det hele er vagtchefen, der beslutter hvor og hvordan der skal sættes ind for at hjælpe borgerne bedst muligt. Efter 26 år i politiet er Rikke udnævnt til vagtchef som den første kvinde her i politikredsen:
”Jeg har prøvet at være første eller eneste kvinde flere gange i forskellige roller i politiet, så det er egentlig ikke noget jeg har tænkt så meget over. Jeg oplever også, at det er blevet meget nemmere i dag, end det var tidligere. I 1990’erne var det forventningen, at man blev en af mændene, mens der i dag er plads til forskellighederne og dermed også til at være kvinde. Forskelligheder ses i dag som en styrke i politiet og man ser det som en fordel med både forskellige køn, personligheder og fagligheder. Det giver både en bedre opgaveløsning og et bedre arbejdsmiljø,” fortæller Rikke.
Rikke begyndte sin karriere i politiet med at køre patrulje beredskabet i Københavns Vesteegns politi, men har de sidste mange år arbejdet med efterforskning, efterretning og analyser, samt været et par år i PET.
Vagtchefen leder arbejdet i vagtcentralen, hvor der også blandt andet er radiooperatører, der sørger for kontakten til patruljerne og operatører, der modtager og disponere i anmeldelser, overvåger eventuelle anholdte og derudover hjælper patruljerne efter behov.
”Mit ønske om at blive vagtchef bunder i et ønske om at komme tilbage til det, der var den egentlige grund til at jeg i sin tid søgte ind til politiet; det håndgribelige politiarbejde, hvor der sker en hændelse, som vi tager os af og løser. Den største udfordring for mig i jobbet som vagtchef er, at det er mange år siden, jeg sidst arbejdede i beredskabet. Men vagtcentralen er fagligt meget stærk, godt kørende og med et virkelig godt samarbejde, så jeg oplever, at jeg kan understøtte arbejdet med den erfaring jeg har fra efterforskningen. Det er en god kombination,” er Rikkes erfaring.
For at blive vagtchef i Syd- og Sønderjyllands Politi skal man være udnævnt politikommissær og have ledererfaring, inden man kommer på uddannelse i blandt andet operationel planlægning og i tværfagligt samarbejde med andre myndigheder som brandvæsenet og sundhedssektoren. Vagtcheferne arbejder i treholdskift, så der er både dag-, aften- og natarbejde.
”Det er en travl og spændende opgave, og jeg håber, at jeg gennem jobbet kan være med til at vise unge kvinder i politiet, at der er ikke noget, de ikke kan. For 15 år siden ville jeg bestemt ikke være leder, men der er blevet et helt andet fokus på styrken i forskelligheder, balance mellem arbejde og privatliv og et moderne ledelsessyn,” siger Rikke.
Alle 1-1-2-opkald i området bliver behandlet i vagtcentralen. Opkald til 1-1-4 går derimod direkte til Servicecenteret.
