For at imødekomme den markante vækst i antallet af studerende i Sønderborg og dermed understøtte udviklingen af Sønderborg som en attraktiv uddannelses- og bosætningsby har Økonomiudvalget sagt ja til et projekt for opførelse af 550 ungdomsboliger og 32 familieboliger ved Skovvej. Det samme gælder for opførelsen af 62 nye almene familieboliger på Kongevej i Gråsten.
Det glæder borgmester Erik Lauritzen.
– Der er simpelthen tale om behov og efterspørgsel efter nye boliger i både Sønderborg og Gråsten. Vi oplever en stor tilgang af unge, der vælger at studere her. Med de nye boliger på Skovvej sikrer vi, at der er gode og moderne rammer for både studerende og familier, så endnu flere kan få glæde af byens mange muligheder. Det er også meget attraktivt at bo i Gråsten, at der er en overfyldt interessentliste for boligerne på Politigrunden. Med de nye boliger får vi mulighed for at tilbyde moderne og varierede boligløsninger, der kan imødekomme forskellige behov i Gråsten, siger han.
I Sønderborg gennemføres projektet i samarbejde med Sønderborg Andelsboligforening og StudieBolig Syd og forventes at stå klar til de første beboere fra studiestart 2028. I Gråsten er det Gråsten Andelsboligforening, der skal bygge familieboligerne inden for de næste par år.
2.500 boliger
I alt har Økonomiudvalget sagt ja til 644 studie- og familieboliger, og det er første viceborgmester, Stephan Kleinschmidt, meget tilfreds med.
– Vi har sat os et ambitiøst mål om at skabe 2.500 nye boliger i Sønderborg Kommune inden 2030. Det handler ikke kun om at bygge flere kvadratmeter, men om at sikre attraktive og varierede boliger, der matcher borgernes behov – uanset om man er ung, familie, senior eller tilflytter. Vi gør det endnu mere attraktivt at bo og leve i hele kommunen. Det er en vigtig forudsætning for vækst, udvikling og et stærkt fællesskab i Sønderborg Kommune, siger han.
