Stor dansk-tysk forestilling i Tønder


Søndag d. 14. november kl. 15 kan man i Schweizerhalle Tønder Kulturhus opleve en stor dansk-tysk forestilling med 90 medvirkende børn og unge fra Tønder, Husum, Niebøl og Flensborg.

Kalejdoskop er titlen på forestillingen, der gennem teater, ballet og nykomponeret orkestermusik fortæller om børn og unges syn på hinanden hen over grænsen og hen over tid. Tre danske gymnasieelever skal skrive en opgave om Genforeningen i 1920. De opsøger gymnasiets bibliotekar, som viser dem en gammel dagbog. Ud af bogen springer nu 100 år gamle fortællinger fra tiden op mod Sønderjyllands genforening med Danmark.

Om synet på ”os og dem”, om genforeningstanken og om en umulig kærlighed på tværs af sindelag. Gennem historierne må de unge gymnasieelever spørge sig selv, om vi er kommet videre i dag, eller om fordommene lever endnu?
Kalejdoskop er et samarbejde mellem Tønder Kulturskole, Kreismusikschule Nordfriesland, Husumer Jugendorchester, Friedrich Paulsen-Schule Niebøl, No Borders Company og fortæller Hans Laurens.

Komponist Thomas Bryla har komponeret den klassiske musik til det 30 mand store orkester, der udgøres af Husumer Jugendorchester og elever fra kulturskolen. Teatereleverne kommer fra kulturskolen og gymnasiet i Niebøl. Balleteleverne kommer fra kulturskolen og No Borders Company fra Flensborg.

Forestillingen vises første gang i Messe Husum & Congress søndag d. 7. november kl. 15. Billetter hertil fås i Schlossbuchhandlung Husum.

Billetter til Schweizerhalle Tønder Kulturhus fås via Tønder Kulturskoles hjemmeside: kulturskolen.toender.dk.

Der er gratis adgang til begge forestillinger.

Det store projekt har kunnet realiseres gennem støtte fra Interreg KursKultur 2.0, Region Syddanmarks Genforeningspulje samt Huskunstnerordningen.