På naturskønne Als, lige ud til Lillebælt, er Nordborg Resort ved at gøre klar til åbning, og når de første feriegæster indfinder sig, bliver det med en SPAR lige rundt om hjørnet. I det smukke resort åbner nemlig et helt nyt og topmoderne SPAR-supermarked.

Når Als får sit feriecenter i Nordborg Resort, så får den naturskønne ø også et SPAR-supermarked. Den helt nye og moderne butik åbner nemlig i feriecentret til at betjene de mange feriegæster og lokale borgere.
Til at byde kunderne velkommen står butikschef Tina Søe Gosvig klar med åbne arme.
“Det er en helt særlig mulighed at få lov at åbne en SPAR i de unikke omgivelser ved Nordborg Resort. Vi ser frem til at byde både lokale og feriegæster velkommen i en butik, hvor vi sætter fokus på friske, kvalitetsvarer – og hvor den gode kundeoplevelse bliver endnu vigtigere, når vi hver dag møder en mangfoldig kundebase. At være midt i ferieidyllen med mange turister gør det til en ekstra spændende opgave,” fortæller Tina Søe Gosvig, butikschef, SPAR Nordborg Resort.
Det nye supermarked bliver en del af det nybyggede Center Parcs Resort, der breder sig over 190 hektar og får plads til 440 feriehuse. Resortet vil blandt andet byde på et 7.200 m² stort indendørs vandland, minigolf- og bowlingbaner, caféer og restauranter – og et 450 m² stort SPAR-supermarked.
Fokus på friske varer og lokale leverandører
Sortimentet i den nye SPAR vil være tilpasset feriegæsternes behov og byder på et bredt basissortiment med særlig fokus på danske og lokale leverandører. En stor del af udvalget vil være økologisk, og der bliver nem adgang til både måltidsløsninger og specialvarer. Selvom SPAR-butikken bliver en del af ferieresortet, vil det stadig være tilgængeligt for alle – både gæster på resortet og borgere i nærområdet.
”SPAR skal være hele Danmarks lokale supermarked – også når man holder ferie. Derfor er vi stolte af at åbne en moderne butik i Nordborg Resort med fokus på kvalitet, nærhed og danske varer til lave priser. Det handler om at gøre det nemt for både danske og udenlandske gæster at få en god indkøbsoplevelse med lokale rødder,” siger Esben Keller, kædedirektør i SPAR.
Med åbningen i Nordborg Resort styrker SPAR sin tilstedeværelse i Syddanmark og fortsætter indsatsen for at bringe kvalitet, bekvemmelighed og lokal forankring tættere på kunderne – uanset hvor de befinder sig. Åbningen er planlagt til den 20. juni, når resortet åbner, og bliver en vigtig del af ferieoplevelsen for både danske og internationale gæster, der ønsker gode varer og nærværende service – helt tæt på.
