Sønderborg Kommune er fredag eftermiddag i gang med at fjerne proppen i vandløbet ved Grønnekærvej. For efter at have undersøgt sagen, så viser det sig, at der ikke er tale om et gylleudslip.
Gylleudlægningen på markerne er sket efter alle kunstens regler og har ikke noget at gøre med den øgede mængde drænvand, der blev ledt ud af vandløbet. Det skyldes i stedet en reparation af vandløbets drænrør mandag i denne uge, som pludselig har skabt flow i systemet, der afleder fra et stort område.
Det er formentlig kombinationen af den øgede mængde vand samtidig med, at der er gyllelugt i luften, der har fået folk til at reagere.
Sønderborg Kommune forventer ikke, at vandet giver anledning til yderligere belastning af Flensborg Fjord.
- Vi er rigtig glade for, at borgerne reagerer, hvis de opdager noget der kan ligne et miljøudslip. For det gør, at vi kan reagere hurtigt, og de skal bare ringe 112. Heldigvis var det denne gang ikke et miljøudslip, siger Hanne Bruun, afdelingsleder Erhverv og affald i Sønderborg Kommune.
Årsagen er, at Sønderborg Kommune og Beredskab Sønderborg torsdag aften blev alarmeret om et gylleudslip fra en mark ved Grønnekærvej i Sønderborg. Meldingen var, at gylle var løbet i et nærliggende vandløb, som fører ud i Flensborg Fjord.
Beredskabet rykkede hurtigt ud sammen med Akut Miljø Service for at begrænse påvirkningen af miljøet. For at forhindre yderligere spredning blev der sat prop i vandløbet, som nu fjernes.
