Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget indstiller til Byrådet, at der etableres et nyt Landdistriktsudvalg. Udvalget skal styrke nærdemokratiet og samarbejdet mellem landsbyerne og kommunen i byrådsperioden 2026–2029.
Etableringen af et nyt Landdistriktsudvalg bliver resultat af Byrådets konstitueringsaftale, hvor der er politisk enighed om at styrke sammenhængskraften på tværs af landdistrikter, mellemstore byer og Sønderborg By. Derfor bliver udvalget forankret under Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget for at sikre tættere dialog, bedre koordinering og mere sammenhængende indsatser.
– Jeg ser frem til at få et nyt Landdistriktsudvalg, der bliver et stærkt fælles forum, hvor politikere og landsbyrepræsentanter kan arbejde tæt sammen om udviklingen af vores landdistrikter. Det skal bidrage til levende og attraktive lokalsamfund i hele kommunen, siger Kirsten Bachmann, formand for Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget.
Der er i dag 38 landsbylaug i Sønderborg Kommune, som alle arbejder med lokale udviklingsplaner og samarbejder tæt med kommunen om udvikling af deres lokalområder. Det nye Landdistriktsudvalg skal understøtte Byrådets vision om landdistrikter og landsbyer som levende og eftertragtede bomiljøer med en stærk lokal forankring.
Borgerinddragelse og nærdemokrati
Landdistriktsudvalget skal blandt andet arbejde med borgerinddragelse og nærdemokrati, koordinering af lokale udviklingsplaner, dialog med landsbylaug og stående udvalg samt fordeling af midler til landdistrikterne efter politisk fastlagte retningslinjer.
– Landsbylaugene er rygraden i vores landdistrikter. Når vi inddrager dem systematisk i udviklingen, får vi ikke bare bedre beslutninger – vi sikrer også lokalt ejerskab, engagement og løsninger, der tager afsæt i hverdagen dér, hvor folk bor, siger Tobias Brus Mikkelsen, næstformand for Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget.
Udvalget skal erstatte Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter, som fungerede i sidste byrådsperiode.
Sagen er på Byrådets dagsorden den 27. maj.
Landdistriktsudvalget
Det nye udvalg sammensættes af fem medlemmer fra Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget samt syv repræsentanter fra kommunens landsbylaug.
Landsbyrepræsentanterne udpeges af de syv landdistriktszoner, så alle landsbylaug i kommunen er repræsenteret. Formandsposten varetages af formanden for Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget, mens næstformanden udpeges blandt landdistriktsrepræsentanterne.
