Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune har netop godkendt et større oplæg, som skal fremme den mentale sundhed for børn og unge i folkeskolerne.
Flere skolesamtaler med Sundhedsplejen, tilbud om forældreuddannelse til alle og et tilbud om psykologhjælp ned til 6-årsalderen er nogle af de sundhedsmæssige tiltag, som netop er vedtaget i Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune. Indsatserne ligger i tråd med Byrådets øgede fokus på børn og unges mentale trivsel, som nu konkretiseres.
I dag afholdes der i forvejen samtaler mellem Sundhedsplejen og forældre og børn på 0., 4. og 8. årgang. Tilbuddet udvides nu til at omfatte 2. og 6. årgang for at sikre et løbende sundhedsfagligt fokus.
Ift. forældreuddannelse er det i dag et tilbud, hvor Sundhedsplejen ved barselsbesøg løbende vurderer, hvilke kommende forældre der vil have glæde af forældreuddannelsen. Nu udvides også den ordning til at omfatte alle førstegangsforældre, som selv udtrykker et behov for uddannelsen.
Siden 2018 har Sønderborg Kommune yderligere tilbudt gratis psykologhjælp til unge i alderen 15-25 år med positive resultater. Nu udvides ordningen til også at omfatte et fagprofessionelt tilbud for børn i alderen 6-16 år, der oplever mental mistrivsel. Tilbuddet skal være let tilgængeligt for alle uden forudgående visitation.
– Vi har haft gode erfaringer med både samtalerne mellem Sundhedsplejen, forældrene og børnene samt gratis psykologhjælp. Mentale helbredsproblemer hos børn følger dem ofte videre i voksenlivet, så vi vil gerne sætte tidligt ind, så de unge, som oplever problemer, kan få den behandling, de har brug for, siger formanden for Sundhedsudvalget, Helge Larsen i en presseudmelding.
– Den mentale sundhed hos børn kræver et større fokus. Selvom fysiske sygdomme er nemmere at identificere, er den mentale trivsel mindst ligeså vigtig. 15% af børn og unge får i dag en diagnose med psykisk sygdom inden de fylder 18, og tallet er desværre steget inden for de sidste 20-30 år, siger næstformand for Sundhedsudvalget, Didde Lauritzen.
Der arbejdes videre med indsatserne i efteråret 2021, inden de afprøves i et pilotprojekt fra slutningen af 2021 til starten af 2023.
Den nye indsats er forankret i Sundhedsplejen og bevilliges inden for Sundhedsudvalgets budget.