Sønderborg Kommune undersøger løsningsmuligheder for belægningen på Strandpromenaden

Sønderborg Kommune jagter ny løsning på Strandpromenaden. Pressefoto

Strandpromenaden i Sønderborg i oktober 2024 efter kraftig østenvind. Foto: Sønderborg Kommune 

Problemerne med skader på Strandpromenaden skal løses. Efter Strandpromenaden i Sønderborg flere gange har fået skader efter stormvejr og højvande, har Sønderborg Kommune sat en ekstern undersøgelse i gang. Undersøgelsen forventes at blive forelagt for de politiske udvalg i april 2025.

Sønderborg Kommune har igangsat en undersøgelse ved en ekstern rådgiver, som skal undersøge Strandpromenaden i Sønderborg. Det skyldes, at promenaden ikke virker som ønsket ved højvande og stormvejr, og at der skal findes en løsning derpå.

– Det er en uholdbar situation, og nu vi skal have fundet den rette løsning, som kan klare de ekstreme vejsituationer. Vi må erkende, at de løsninger vi har brugt indtil nu, desværre ikke har været optimale. Derfor har vi nu sat en ekstern rådgiver på opgaven, siger borgmester Erik Lauritzen.

Undersøgelsen forventes at blive fremlagt for Teknik-, By- og Boligudvalget samt Natur-, Klima- og Miljøudvalget på deres møder i april. Samtidig skal det undersøges, hvordan promenaden kan beskyttes på kort sigt, indtil en løsning er fundet.

Løsningen skal være gennemtænkt

– Vi har sat en rådgiver i gang med at beskrive problematikken og fremlægge forskellige løsningsscenarier. Vi kigger nu ind i mulige midlertidige løsninger, og så skal vi have udviklet en gennemtænkt og ordentlig fremtidig løsning, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

Kort efter nytår blev Strandpromenaden skadet på en stækning på 150 meter efter højvande og stormvejr. Kort tid efter blev undersøgelsen ved en ekstern rådgiver igangsat. Rådgiveren skal beskrive problemstillingerne samt beskrive forskellige løsningsmuligheder, økonomi og tidsplan.

Strandpromenaden blev indviet i 2017 og har senest været skadet i januar 2025, oktober 2024 og under stormfloden 2023. Strandpromenaden er indtil nu blevet repareret med den viden om, at der er risiko for, at kraftig østenvind kan ødelægge belægningen.

– I Natur-, Klima- og Miljøudvalget begyndte vi allerede i 2024 drøftelserne om kystbeskyttelsesanlæg kan være med til at beskytte Strandpromenaden. Men det er ikke noget quick fix: Et anlæg, der både beskytter promenaden, stranden og passer på vores naturværdier kræver en grundig analyse og godkendelse fra nationale myndigheder, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

Kilde: Sønderborg Kommune