Sønderborg Kommune tilbyder et nyt forløb designet til at hjælpe forældre med at forstå og imødekomme deres barns signaler og behov samt styrke tilknytningen mellem forældre og barn. Navnet er Tryghedscirklen, og det er et gruppeforløb for forældre med børn i alderen 6 måneder til 6 år.
Første forløb begynder 2. april og det næste den 24. april, og der er plads til 10 deltagere på hvert hold.
Tryghedscirklen er et gruppeforløb, hvor forældre får mulighed for at gå på opdagelse i forældrerollen og lære, hvordan de kan støtte deres barn i at føle sig trygt og samtidig give plads til at udforske verden. Forløbet bygger på den nyeste tilknytningspsykologiske teori og forskning og giver forældrene et “vejkort” til at forstå barnets behov og signaler.
Forløbet henvender sig til forældre i Sønderborg Kommune, der har børn i alderen 6 måneder til 6 år. Det er for dem, der ønsker at:
- Styrke sin forældrerolle
- Blive klogere på sig selv og barnet
- Få redskaber til at forstå og imødekomme barnets signaler og behov
- Støtte barnets evne til at regulere følelser
- Styrke udviklingen af barnets selvværd
Tryghedscirklen består af 8 mødegange, hvor forældre mødes en gang ugentligt i 1,5 time. Det ledes af en sundhedsplejerske og en familierådgiver, der begge er certificeret i metoden. Forløbet er uden børn og er gratis, men der forventes et stabilt fremmøde.
Tilmelding og yderligere information
Forældre, der ønsker at vide mere, kan kontakte kommunens sundhedspleje for yderligere information, Sundhedsplejen | Sønderborg Kommune
Eller tilmelde sig via Sønderborg Kommunes hjemmeside. Tilmelding kan ske her: link
