Sønderborg Kommune søger kandidater til Sundhedsprisen 2024

Middellevetiden er fortsat steget. Blandt mænd er den øget fra 76,5 år i 2010 til 79,6 år i dag, og blandt kvinder fra 80,8 til 83,4 år. Men samtidig ses et generelt fald i andelen af restlevetiden med gode leveår.

I 2023 gik Sundhedsprisen til Notmark Sogns Ungdomsforening og Ulkebøl Spejdergruppe, og nu skal Sønderborg Kommune snart uddele Sundhedsprisen for 2024.

Borgerne kan være med til at bestemme, hvem der skal have den. Man kan indstille personer, grupper, virksomheder eller foreninger, der er med til at styrke sundheden for borgere i Sønderborg Kommune.

Sundhedsprisen gives til en aktivitet eller et initiativ, der er med til at styrke sundhedsfremmende og forebyggende indsatser for borgere i Sønderborg Kommune. Aktiviteter i kommunalt regi kan også indstilles. Her vil prisen gå til at understøtte aktiviteten.

www.sonderborg.dk/sundhedsprisen finder man en vejledning til, hvad indstillingen skal indeholde for at komme i betragtning til prisen. Det er også her, man kan sende sin indstilling eller via mail til sundhedspris@sonderborg.dk.

Sundhedsprisen er på 20.000 kroner.

Frist for indstillinger er mandag den 23. september 2024 kl. 12.00

Dommerkomitéen består af to medlemmer fra Sundhedsudvalget og Sundheds- og ungechefen fra forvaltningen Børn, Uddannelse og Sundhed. De kan udpege en eller flere prismodtagere, som så deler prisen.

Kilde: Sønderborg Kommune